I Kierkegaards fodspor1: Vor Frue Kirke
Beundret og foragtet
Søren Kierkegaard blev født for 200 år siden, den 5. maj 1813, ikke langt fra hvor vi står nu. 42 år senere, efter et intenst liv, hvor han meget sjældent befandt sig uden for de små gader heromkring i det indre København, døde han. Begravelsen fandt sted her fra Vor Frue Kirke i november 1855. Og det er her, ved afslutningen af Kierkegaards noget mærkværdige liv, at vi begynder en kort tur igennem Kierkegaards liv og værker.
Det er måske ikke overraskende, at domkirken var propfyldt, den dag Kierkegaard, en af tidens største ånder, skulle begraves, og at H.C. Andersen, der sandsynligvis var til stede, kunne skrive at ”Trængselen i Gangene var … særdeles stor”. Kierkegaard var en velkendt figur i Københavns gader, og i mange år gik han spadseretur for at kunne snakke med mennesker fra alle byens stande. Men der var måske noget overraskende i, at bortset fra hans bror, der var præst, og provsten, der skulle lede gudstjenesten, var der ikke en eneste præst at finde i kirken. Åndseliten var åbenbaret heller ikke med. Daværende biskop Hans Lassen Martensen, hvis buste nu har en æresplads på en søjle på Frue Plads, har formentlig fulgt med fra sine vinduer i den røde murstensbisperesidens skråt over gaden, mens den store skare gik ind og ud af kirken. Og i et brev skrevet samme dag kunne han med tilfredshed skrive: ”Følget skal i Særdeleshed have været unge Mennesker og en Masse obscure Personer.” Der var helt klart en spænding mellem Kierkegaard og den dannede del af befolkningen, vel at mærke den eneste del af befolkningen, der kunne læse hans værker og danne sig et indtryk af hans filosofiske tanker.
Hvad gav anledningen til denne spænding? Og hvilke ideer fra hans forfatterskab har generet dem? Det er især det sidstnævnte spørgsmål – de temaer, der provokerede hans samtid såvel som efterkommende generationer – vi stiller på vores tur. Men det skal også nævnes, at der næppe kan være nogen tvivl om, at Søren Kierkegaard var et vanskeligt og besværligt menneske. Efter eget udsagn var han aldrig nogensinde i stand til frimodigt at indlade sig med andre. Over for de dannede virkede han ofte distanceret og lukket, og han havde det åbenbart svært med at skjule sine følelser af overlegenhed over for dem. I sine private journaler afslører han, at han var overbevist om, at der ikke var en eneste fra det bedre borgerskab, der ikke havde svigtet ham på et eller andet tidspunkt; han mente, at mange af dem var ude efter ham, enten på grund af misundelse eller kujonagtig smålighed. Han kom aldrig til at være venner med mere end en lille håndfuld mennesker, og han var mere eller mindre alene i de sidste år af sit liv.
Men han provokerede lige så meget i sine skrifter. Inden sin forholdsvis tidlige død, nåede Kierkegaard at udgive en forbløffende mængde stof: ca. 40 bøger og 40 artikler. Og han producerede de fleste af dem på mindre end ti år, hvilket betyder, at han i sin mest produktive tid udgav ca. fire bøger og fire artikler om året. Desuden skrev Kierkegaard utallige sider i sine private journaler: I alt nåede han at producere mere end 30.000 håndskrevne sider. Man kunne være fristet til at sige om Kierkegaards forfatterskab i det hele taget, hvad en kritisk anmelder sagde om en af hans større bøger: den ”må kaldes en Monstrum, thi den imponerer allerede ved sin Masse”.
Men det er selvfølgelig ikke mængden i Kierkegaards forfatterskab, der var imponerende – og irriterende – for hans samtid. Det var indholdet, der er både ironisk og alvorligt, kynisk og varmt, omstændeligt og enkelt. Tonen og stilen varierer meget fra værk til værk. De største værker er ikke engang underskrevet af Søren Kierkegaard selv, men af pseudonymer, der ikke nødvendigvis deler holdning med ham. Alt det gør forfatterskabet noget uoverskueligt som helhed.
Kierkegaard selv var i tvivl om hensigten med sit litterære projekt. Og det plagede ham i flere år. Det var først, da han nærmede sig en afslutning på sit forfatterskab, at han kunne se tilbage og fornemme en plan bag det hele, en plan, som han slet ikke var klar over undervejs. Det gik op for ham, at fra først til sidst var hans skrifter et indirekte angreb på samtidens eksistentielle og religiøse sløvhed. I et manuskript til en bog, der først blev udgivet efter hans død, Synspunktet for Min Forfatter-Virksomhed, skriver Kierkegaard, at det nu står klart for ham, at hele forfatterskabet har en negativ hensigt: at hjælpe andre til at indse, at de egentlig ikke har forstået, om der er en dybere mening i livet, at de ikke ved, hvad et menneske er for en størrelse, og at de ikke har fundet den idé, for hvilket de kunne leve og dø. Og det værste er, at de har indbildt sig, at alt er vel, ikke mindst fordi de betragter sig selv som kristne. Derfor påtog han sig opgaven at gøre andre opmærksom på den indbildning.
Det er vigtigt at pointere, at Kierkegaard ikke har tænkt sig at argumentere for kristendommens sandhed. Slet ikke. Opgaven består primært i at bruge tænkning og refleksion for at nå hen til en forståelse af, at man ikke har forstået kristendom, at man slet ikke er kristen. Han skriver:
Thi man bliver ikke Christen ved Reflexion, men i Reflexion at blive Christen betyder, at der er Andet at kaste af; man reflekterer sig ikke ind i det at være Christen, men ud af Andet for at blive Christen, især da, naar Situationen er Christenheden, hvor man maa reflektere sig ud af det Skin at være Christen. (Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, SKS 16,72).
Derfor bruger han også mest krudt på at nå dem, der er selvsikre i denne indbildning. Dem, der ikke alene tror, at de ved, hvad det gode liv er, men tillige tror, de kan gøre det nemmere for andre at leve godt; han sigter efter dem med de største åndelige kræfter, nemlig præster, teologer, filosoffer, forfattere, kunstnere osv.
Dette angreb på Københavns elite tog mest markant til i de sidste få måneder af Kierkegaards liv, da han boede lige ved siden af kirken.
