I Kierkegaards fodspor

8: Trinitatis Kirke

Den andens ejendommelighed

Vi står her ved Trinitatis Kirke og Rundetaarn. Velkendte ikoner i København siden de blev bygget af kong Christian IV i 1642. Det er nok mindre kendt, at denne kirke på Kierkegaards tid var et mødested for en menighed bestående hovedsagelig af universitetsstuderende, og at universitetets bibliotek dengang lå i loftrummet. Flittige studerende var derfor hyppige gæster i kirkebygningen – også i hverdagen. Det er nok de færreste der ved, at det var her, Søren Kierkegaard i februar 1844 holdte sin dimisprædiken – en af de fire offentlige prædikener, han nåede at holde – som den endelige afslutning på sin uddannelse på Pastoralseminariet. Ja, som pendant til den kritiske og kyniske Kierkegaard-figur, der gjorde alt, hvad han kunne, for at gøre befolkningen opmærksom på, at kristendommen egentlig ikke fandtes i Danmark, er der også en Kierkegaard-figur, der i længere perioder overvejede at droppe sit kald som forfatter og søge et kald som præst.

Kierkegaard skulle egentlig have holdt sin dimisprædiken i 1841, men han valgte at udsætte den, da han allerede på det tidspunkt var kommet i tvivl om, hvorvidt han kunne stå inde for det, han mente kirken stod for. Og han var ligeledes allerede gået i gang med større pseudonyme værker som Enten-Eller, Gjentagelsen og Frygt og Bæven. Da han endelig holder prædikenen nogle år senere, skulle emnet være kristendommens ”hemmelighedsfulde Viisdom” eller det, at kristendommens sandhed slet ikke kan bevises på de præmisser, vi ellers kender til i en videnskabelig kontekst. Den ligger skjult bag en uimponerende kulisse. Men når Kierkegaard annoncerer temaet til censorerne – der forresten endte med at give ham de højeste karakter – understreger han, at talen ikke kun skal handle om hemmelighedsfuld visdom. Han forklarer, at ”Talen skal blive hos Dig min Tilhører, og handle om ’Dit Forhold til den hemmelighedsfulde Viisdom’”. Ligesom i alt andet, Kierkegaard skriver, henvender han sig også her til den enkelte og spørger til, hvordan den enkelte forholder sig til sagen – i dette tilfælde kristendom. Og ligesom i alt andet, han skriver, er det overhovedet ikke et spørgsmål om at overbevise andre om sagens sandhed. Kierkegaards anliggende er at spørge, hvordan tilhøreren mon vil tage stilling til sagen, hvis nu hun valgte at tro, det var sandt. Han er så langt fra at forsvare kristendommen filosofisk, at han nærmest gør det modsatte, idet han nemlig påstår, at kristendommen virker som en absurditet på det reflekterede menneske. Og det har han fra Paulus selv. I prædikenen noterer Kierkegaard, at Paulus på ingen måde havde tænkt sig at forsvare kristendommens budskab ved at gøre det mere spiseligt og forsvarligt. Paulus ”bekendte, at den Lære han forkyndte, var Jøder en Forargelse og Hedninger en Daarskab”.

Det er i den samme ånd, Kierkegaard i 1847 skriver en bog om kærlighed. Med udgangspunkt i Jesu kærlighedsbud i Bibelen – at du skal elske din næste – er Kjerlighedens Gjerninger skrevet til læsere, der allerede har valgt at forstå buddet som et guddommeligt krav. Kierkegaards bog er overhovedet ikke et forsøg på at overbevise nogen om, at kærlighed er en fin leveregel eller et brugbart politisk eller etisk grundprincip. Også her handler det udelukkende om den enkeltes forhold til sagen – nemlig kærligheden.

Den sokratiske skepsis er også til stede, selv om tonen er mindre ironisk end den, vi finder i mange af de pseudonyme værker. Kierkegaard begynder ”samtalen” med læseren negativt, på sokratisk vis. Han påpeger, at den naturlige kærlighed, vi har for vores familie og venner, ikke er den samme som den kristne kærlighed, vi burde have for næsten. Vi elsker vores nærmeste, fordi de ikke er ligesom alle andre mennesker, og vi nærer en forkærlighed for dem, fordi de er enestående. Det kristne bud er imidlertid mere krævende. Vi skal elske vores næste, selv om han er ubehagelig, provokerende og endda kan betragtes som en fjende.

Og for Kirkegaard at se betyder kærlighedsbuddet, at vi skal respektere forskel på mennesker og være følsomme over for den enkeltes usædvanlige og uerstattelige måde at være på. Vi skal respektere den andens ”ejendommelighed”. I et kapitel der hedder ”Kjerlighed søger ikke sit Eget”, skriver Kierkegaard: 

Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi den sande Kjerlige […] elsker hvert Menneske efter hans Eiendommelighed […] elsker … den Andens Eget.[…] Den Smaalige har aldrig havt Mod til dette […] gudvelbehagelige Vovestykke: for Gud at være sig selv.[...] Den, der har vovet det, han har Eiendommelighed, han har nemlig faaet at vide hvad Gud allerede havde givet ham; og han troer ganske i samme Forstand paa Enhvers Eiendommelighed. At have Eiendommelighed er at troe paa enhver Andens Eiendommelighed; thi Eiendommeligheden er ikke Mit, men er Guds Gave, ved hvilken han giver mig at være, og han giver jo Alle, og giver Alle at være. (Kjerlighedens Gjerninger, SKS 9, 268-270).

Kierkegaard fortsætter med denne tanke, når han skriver, at den enkeltes højeste opgave over for sig selv er at tage ansvaret for det ejendommelige menneske, man er, og den højeste gave, man kan give en anden – om han er en ven eller en fjende – er at befri ham, så han selv er i stand til at stå alene, så han frit kan tage stilling til, om han vil tage ansvaret for det ejendommelige menneske, han egentlig er.

Og her ser vi igen et bevis på, at den gamle hedning Sokrates spiller en rolle i Kierkegaards tænkning. Vores højeste kristne opgave over for andre er beskrevet blandt andet som en befrielse fra den knusende forventning, at vi alle skal rette os efter kristenhedens smålige normer. Her refererer han til Sokrates som ”den ædle skalkagtige” og priser ham for sin frigørende måde at hjælpe andre på.

… i Aandens Verden er just […] det at blive sin Egen det Høieste – og kjerligt at hjælpe En dertil, til at blive sig selv, fri, uafhængig, sin Egen, hjælpe ham til at staae ene: det er den største Velgjerning.[…] Denne ædle Skalkagtige, [Sokrates], havde dybsindigt forstaaet, at det Høieste, det ene Menneske kan gjøre for det andet, er at gjøre ham fri, hjælpe ham til at staae ene.[…] Han var, hvad han selv kaldte sig, aandeligt forstaaet, en Fødselshjælper, og han arbeidede i denne Tjeneste med enhver Opoffrelse uegennyttigt … ( Kjerlighedens Gjerninger, SKS 9, 272-274).

For Kierkegaard er denne sokratiske befrielse ikke mindre end en kærlig gerning, også i en kristen kontekst. For ham at se er kristendommens sandhed et personligt anliggende, og det højeste, man kan gøre for andre, er at minde dem om, at det er et personlig anliggende.