Begreber

Abraham, Angst, Dialektik, Kærlighed

Abraham.

I Det gamle Testamente er Abraham stamfader til det jødiske folk. Gud Jahwe omtales som ”Abrahams og Isaks og Jakobs Gud”. Abraham er derfor både etnisk og religiøst stamfar (sml. Mattæusevangeliet 1, hvor Abraham står optegnet som stamfar til Jesus).

Abraham fik løftet fra Gud om, at han skulle blive stamfar, og historierne om ham fortæller, hvordan han handler i tillid til de løfter. Han forlader sit hjemland for at drage ud og finde det land, han var blevet lovet. Undervejs løber han ind i udfordringer, der forhindrer opfyldelsen. Bl.a. er han tæt på at miste sin hustru, Sara, da de på flugt fra hungersnød, stifter bekendtskab med Faraos harem i Ægypten. Både landet og efterkommerne, som løftet fra Gud gjaldt, er altså truet, men Abrahams vovemod belønnes. Han satser, vover at gå på løftet, og får alt igen. Det er også formlen for klimakset i fortællingen ofringen af Isak.

Denne opfattelse af troen som mod til at opgive alt i tillid til at få det igen, gør Abraham til forbillede for troen. Både Jesus (Johannesevangeliet kap. 8) og Paulus (Romerbrevet kap. 4) bringer Abraham ind som forbillede for troen.

Angst

Angst er hos Kierkegaard ikke en følelse, men et dialektisk begreb, der knytter sig til en fundamental bestemmelse af, hvad et menneske er. Sådan set kan Kierkegaards angstbegreb ses i forlængelse af bl.a. Hegels opfattelse af angsten som en forudsætning for udviklingen fra ubevidsthed til selvbevidsthed. Der er altså, til trods for de negative associationer vi forbinder med angst som frygt, skræk og rædsel for det ukendte, en positiv betydning.

Det positive aspekt hænger sammen med, at angst er knyttet til frihed og mulighed. Det er disse begrebers ubestemthed, der garnerer længslen efter dem med angst. Kierkegaard sammenligner i sit hovedværk om angsten, Begrebet Angest fra 1844, med den svimmelhed man oplever, når man stirrer ned i en afgrund. Svimmelheden har sin begrundelse både i øjet, der ser, og i afgrunden.

Angst er dannende, når individet forholder sig til mulighed. Derfor skal man lære at ængstes, for ikke at fortabes ved enten aldrig at have været angst eller ved at synke ned i angsten. 

Dialektik/dialektisk

Udtrykket har sin oprindelse i det græske ord for dialog, som Platon brugte om Sokrates’s måde at samtale med sofisterne på. Ved at stille modspørgsmål til deres påstande nærmede han sig en definition af det emne, der var til diskusion. Dialektik anvendes både i en almindelig betydning om det, der er tvetydigt, og i en mere systematisk filosofisk betydning. Både Kant og Hegel tog den dialektiske tråd op fra Platon, og anvendte begrebet i deres filosofi. Kant om den metode fornuften anvender, når man stiller en tese op overfor en antitese, som bliver til en syntese.

For Hegel gjaldt dialektikken ikke kun som metode for erkendelse, men om virkeligheden som sådan. Hegel mente, at både historien og naturen var drevet af en dialektiske bevægelse mellem det positive og det negative. Og i modsætning til Kant, mente Hegel, at denne bevægelse medierede, eller forsonede, modsætningerne, så der er tale om en fremdrift i naturen og i historien. Hegel illustrerede sit synspunkt med forholdet i en plante mellem knop, blomst og frugt, hvor den ene afløser den anden.

Kierkegaard tog afstand fra Hegels tanke om mediering, og fastholdt de kvalitative forskelle, der er i tilværelsen, fx mellem godt og ondt. Kierkegaards dialektik er forbundet med eksistens, altså virkelighed, det konkrete. Fx siger han at ’Forargelsens Mulighed er det dialectiske Moment i alt det Christelige’. Det er den erfaring mange har, at tro og tvivl følges ad.

Kærlighed

Man finder i Kierkegaards skrifter, ligesom i al almindelighed, kærlighed i flere former. En væsentlig skelnen findes i Kjerlighedens Gjerninger. Som titlen antyder, er det ikke bare kærligheden som psykologisk fænomen, der interesserer Kierkegaard, men dens gerninger, eller ’frugter’ hvis man skal sige det med Det nye Testamente.

Deri ligger også en skelnen mellem forkærlighed og næstekærlighed. Det første er den kærlighed, der retter sig mod det andet menneske, fordi man af den ene eller anden grund føler sig tiltrukket (det andet menneske har et fortrin); kæreste, ægtefælde, barn, forældre, ven.

Næstekærligheden, derimod, er karakteriseret ved at elske uden hensyn til fortrin. Næstekærligheden er altså en kærlig gerning rettet mod det andet menneske, på grund af det andet menneskes behov. Derfor er næstekærligheden også en pligt, og ikke en følelse.

Pathos/lidenskab, Refleksion, Selvet, Tro

Pathos/lidenskab

Pathos er græsk og betyder oprindeligt det at lide eller bare lidelse. Det kommer til at betyde den lidenskabelig bevægede, den begejstrede lidenskab og betegner den inderligt bevægede alvor. Kierkegaard giver begrebet sin egen tolkning i bestemmelsen af ’den existerende Tænker’. Denne er karakteriseret ved ikke at kunne have et umiddelbart positivt forhold til sandheden.

Det hedder i Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift, at ’Den Pathos, der ikke er betrygget ved Comik, er Illusion, den Comik, der ikke er betrygget ved Pathos, er Umodenhed.’ Denne komplicerede måde at skulle forholde sig til sandheden på skærpes yderligere. Den existentielle pathos skal afdø fra det umiddelbare, dvs. reflekterende lægge afstand til det umiddelbare, og samtidig dog fastholde sin eksistens i det endelige. Det er lidelsen. Det afgørende udtryk for pathos er den religiøse bevidsthed om skyld.

Refleksion

Kierkegaard bruger begrebet refleksion både i en almindelig betydning som overvejelse og betragtning, og i en særlig betydning med refrence til Hegels sprogbrug. Hegel taler som Kant om refleksionsbestemmelser ved ting i tilværelsen, der ikke erfares direkte. En genstands væren er ikke umiddelbart til at se, men at den er noget, har en størrelse og form, er til at se umiddelbart. Men det kræver refleksion, eftertanke, at indse grunden til det værende, de egenskaber, der kendetegner genstanden. Refleksion er altså muligheden for at få et tilbageblik. Kierkegaard taler således om ’et gennemreflekteret individ’.

Selvet

Kierkegaard har i den berømte indledning til bogen Sygdommen til Døden givet en definition af selvet, som også kaldes ånd. Definitionen er stikordsagtigt og derfor svær at afkode. Tanken findes overalt i Kierkegaards værk. Selvet bestemmes af modsætninger som endelighed og uendelighed, det evige og det timelige, frihed og nødvendighed.

Selvet rummer ikke disse modsætninger som sådan, men er der, hvor et menneske relaterer sig til disse fænomener og begreber. Selvet er altså ikke et forhold mellem fx frihed og nødvendighed. Men selvet er det, at forholdet forholder sig til sig selv.

Selvet er selvreflektion; det at selvet reflekterer over sig selv, over hvad det er at være sig selv. Denne dynamiske forståelse af, hvad et selv er, betyder, at man ikke umiddelbart er et selv, eller sig selv. Man skal vorde sig selv, som det hedder hos Kierkegaard. Man skal blive sig selv. Det er en proces. Dermed er det også forbundet med en etik; det er en fordring, en opgave, at blive sig selv. Ligesom det beskrives negativt som fortvivlelse ikke at blive sig selv. Deraf den patologiske titel på bogen.

Tro

Kierkegaard taler om egentlig henholdsvis uegentlig tro. Uegentlig tro er den almindellige brug af ordet som tillid. Når man tror noget, har man tillid til at det er sandt. For Kierkegaard er tro i kristen forstand særlig, og dermed egentlig, fordi dens genstand er troen på, at Jesus er Guds søn. Troens genstand er den absurde tanke, at det evige er blevet det historiske.

Troen er ikke en særlig viden, men en accept af uvished om en objektiv viden. Og samtidig en anerkendelse af det, som man med uendelig lidenskab er optaget af. Et lykkeligt sammenstød kalder Kierkegaard det. Tro er altså ikke en umiddelbar følelse, ikke en lap på erkendelsens hullede bukser, men resultat af refleksionens og lidenskabens sammenbrud. Forstanden må give slip, men troen holder fast.