1: Synspunktet ..

Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed

En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien

 

af S. KIERKEGAARD

I min Forfatter-Virksomhed er der naaet et Punkt, hvor det lader sig gjøre, hvor jeg føler Trang til, hvad jeg derfor nu anseer for min Pligt: een Gang for alle saa ligefremt og aabent og bestemt som muligt at forklare, hvilket der er hvilket, hvad jeg som Forfatter siger mig at være.[…] Dette lille Skrifts Indhold er da: hvad jeg som Forfatter i Sandhed er, at jeg er og var religieus Forfatter, at hele min Forfatter-Virksomhed forholder sig til Christendommen, til det Problem: at blive Christen, med directe og indirecte polemisk Sigte paa det uhyre Sandsebedrag: Christenheden, eller at i et Land saadan Alle ere saadan Christne.[…]

Hvorvidt et saakaldet æsthetisk Publikum har fundet eller skulde kunne finde nogen Nydelse ved at læse eller ved at læse i den Produktivitet, den æsthetiske, der er Incognito'et og Bedraget i Christendommens Tjeneste: er mig naturligviis, totalt forstaaet, det Indifferente; thi jeg er religieus Forfatter. Antaget: at en saadan Læser fuldkomment forstaaer og bedømmer den enkelte æsthetiske Frembringelse: totalt misforstaaer han mig, da han ikke forstaaer den ind i Forfatter-Virksomhedens religieuse Totalitet. Antaget derimod, at En, der forstaaer Forfatter-Virksomheden efter den religieuse Totalitet, maaskee ikke forstaaer en enkelt æsthetisk Frembringelse i samme: da er denne Misforstaaelse kun en tilfældig.[…]

Enhver der med Alvor og derhos da med nogen Evne til at see, betragter hvad man saadan kalder Christenheden, eller Tilstanden i et saa kaldet christeligt Land, maa dog upaatvivleligt strax blive ganske betænkelig. Hvad vil det dog sige, at alle disse Tusinder og Tusinder udenvidere kalde sig Christne! Disse mange, mange Mennesker, hvis langt, langt overveiende Fleertal efter Alt hvad man kan skjønne have deres Liv i | ganske andre Categorier, Noget man ved den simpleste Iagttagelse kan forvisse sig om! Mennesker, der maaskee aldrig engang gaae i Kirke, aldrig tænke paa Gud, aldrig nævne hans Navn uden naar de bande! Mennesker, for hvem det aldrig er gaaet op, at deres Liv skulde have nogen Forpligtelse mod Gud, Mennesker, der enten holde paa en vis borgerlig Ustraffelighed som Maximum eller endog ikke finde denne ganske fornøden! Dog alle disse Mennesker, endog de der paastaae, at der ingen Gud er til, de ere Alle Christne, kalde sig Christne, erkjendes som Christne af Staten, begraves som Christne af Kirken, dimitteres som Christne til Evigheden!

At her maa stikke en uhyre Confusion, et frygteligt Sandsebedrag, derom kan dog vist ingen Tvivl være. Men at røre ved det! Ja, jeg kjender godt Indvendingen. Thi der er nok baade Den og Den, der forstaaer hvad jeg mener, men som saa med en vis Godmodighed vilde klappe mig paa Skulderen og sige: »Kjære Ven, De er dog noget ung endnu; at ville begynde paa et saadant Foretagende, et Foretagende der, hvis det blot nogenlunde skulde lykkes, vilde kræve idetmindste en halv Snees vel disciplinerede Missionairer, et Foretagende, der egentligen løber ud paa hverken mere eller mindre end at ville indføre Christendommen igjen – i Christenheden. Nei, kjære Ven, lad os være Mennesker, et saadant Foretagende er baade over Deres og mine Kræfter. Dette Foretagende er lige saa afsindigt storartet som det at ville reformere »Mængden«, med hvilken ingen Forstandig indlader sig, men lader den gaae for hvad den er. At begynde paa Sligt er den visse Undergang«. Maaskee; men er eller var end Undergangen vis, vist er det ogsaa, at den Indvending har man ikke lært af Christendommen, thi da den kom ind i Verden, var det endnu mere afgjort den visse Undergang at begynde derpaa – dog begyndtes der; og vist er det ogsaa, at man heller ikke har lært den Indvending af Socrates, thi han indlod sig dog med »Mængden«, og vilde reformere den.

Saaledes omtrent forholder Sagen sig. Engang imellem gjør en Præst lidt Allarm paa Prædikestolen, at det ikke hænger rigtigt sammen med de mange Christne – men alle De, som høre ham og der ere tilstede, altsaa alle Dem, han taler til, de ere Christne; og dem, han taler om, dem taler han jo ikke til. Dette kaldes meest passende en fingeret Bevægelse. – Engang imellem træder der en opvakt Religieus frem; han stormer ind paa Christenheden, han støier og larmer, erklærer næsten Alle for ikke at være Christne – og han udretter Intet. Han tager sig ikke iagt for, at et Sandsebedrag ikke er saa let at hæve. Dersom det er saa, at det er en Indbildning, hvori de Fleste ere, naar de kalde sig Christne, hvad gjøre de saa mod en saadan Opvakt? Først og fremmest de bryde dem slet ikke om ham, de see ikke i hans Bog, men lægge den øieblikkeligt ad acta; eller virker han ved det levende Ord, saa gaae de om ad en anden Gade og høre ham slet ikke. Dernæst praktisere de ham ved Hjælp af en Begrebsbestemmelse udenfor, og indrette sig saa ganske trygt i Sandsebedraget. De gjøre ham til en Sværmer, hans Christendom til en Overdrivelse – am Ende bliver han den Eneste, eller een af de Faa, som ikke for Alvor (thi Overdrivelse er jo ogsaa Mangel paa Alvor) er Christen; de Andre ere alle alvorlige Christne.

Nei, et Sandsebedrag hæves aldrig direkte, og kun grundigt indirekte. Er det et Sandsebedrag med at Alle ere Christne – og skal der gjøres Noget, maa det gjøres indirekte, ikke af En, der høirøstet forkynder sig selv at være en overordentlig Christen, men af En, der bedre underrettet, erklærer sig selv end ikke at være en Christen. Det er, man maa komme bag paa Den, der er i Sandsebedraget. Istedetfor at ville have den Fordeel selv at være den sjeldne Christen, maa man lade den Hildede have Fordelen, at han er Christen, og selv have Resignation nok til at være Den, der er langt bag ved ham – ellers faaer man ham saa vist ikke ud af Sandsebedraget, det kan være vanskeligt nok endda.

Naar da nu, efter Antagelsen, de Fleste i Christenheden kun indbildt ere Christne, i hvilke Categorier leve de saa? De leve i æsthetiske, eller høist æsthetisk-ethiske.

Antaget saa, at en religieus Forfatter ret fra Grunden af er blevet opmærksom paa dette Sandsebedrag: Christenheden, og, saavidt hans Kræfter vel at mærke med Guds Bistand række, vil det tillivs: hvad har han saa at gjøre? Ja, først og fremmest ingen Utaalmodighed. Bliver han utaalmodig, saa stormer han ligefrem paa, og udretter – Intet. Ved direkte Angreb bestyrker man kun et Menneske i Sandsebedraget og forbittrer ham tillige. Der er overhovedet Intet, der kræver en saa lempelig Behandling som et Sandsebedrag, for at hæves. Foranlediger man paa nogen Maade den Hildede til at sætte Villie imod, saa er Alt tabt. Og det gjør man ved direkte Angreb, der desuden ogsaa indeholder det Anmassende, at fordre af et andet Menneske, at han skal tilstaae En eller ligeoverfor En gjøre den Tilstaaelse, som egentlig gavner mest, naar den Vedkommende gjør sig den selv i Stilhed. Dette naaes ved den indirekte Methode, der i Sandhedskjerlighedens Tjeneste lægger dialektisk Alt tilrette for den Hildede, og nu, som Kjerlighed altid er det, undseelig unddrager sig for at være Vidne til Tilstaaelsen, han saa ene for Gud gjør sig selv, at han dog har levet i en Indbildning.

Den religieuse Forfatter maa da altsaa først see at komme i Rapport til Menneskene. Det er, han maa begynde med æsthetisk Præstation. Det er Haandpengene. Jo brillantere Præstationen er, jo bedre for ham. Saa maa han dernæst | være sikker paa sig selv, eller rettere (hvad der er det Sikkreste og det eneste Sikkre) i Frygt og Bæven forholde sig til Gud, at ikke det Omvendte skeer, saa han ikke bliver Den, der nu faaer Andre paa Gleed, men de Andre De, som faae Magt over ham, saa han ender med selv at blive stikkende i det Æsthetiske. Han maa altsaa have Alt i Beredskab, for, dog uden nogen Utaalmodighed, saa hurtigt som muligt, just naar han har faaet dem med sig, at bringe det Religieuse frem, saa de samme Mennesker med Hengivelsens Fart i det Æsthetiske, løbe lige Panden mod det Religieuse.

Det gjælder om, hverken for hurtigt eller for langsomt at anbringe det Religieuse. Gaaer der for lang Tid imellem, saa kommer strax Sandsebedraget op, at nu er den æsthetiske Forfatter blevet ældre og derfor religieus. Kommer det for hurtigt, bliver Virkningen ikke stærk nok.

Antaget, at det er et uhyre Sandsebedrag, at alle disse mange Mennesker kalde sig og ansees for at være Christne: i denne Fremgangsmaade er ingen Dømmen og Fordømmen. Den er en sand christelig Opfindelse, kan ikke øves uden Frygt og Bæven, kun i sand Selvfornegtelse. Hjælperen er netop Den, der faaer alt Ansvaret og har al Anstrengelsen. Men derfor har ogsaa denne Fremgangsmaade Værd i og for sig selv. Ellers gjælder det, at en Fremgangsmaade kun har Værd i Forhold til hvad der opnaaes ved den. Man dømmer og fordømmer, man støier og larmer: dette har ikke Værd i og for sig selv – man regner paa saa at udrette Meget derved. Anderledes med den her beskrevne Fremgangsmaade. Antaget, at et Menneske havde indviet sig til at bruge den, antaget, at han et heelt Liv havde øvet den – og antaget, at han Intet havde udrettet: han har alligevel ingenlunde levet forgjeves; thi hans Liv var sand Selvfornegtelse (Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, SKS 16, 11-27).