I Kierkegaards fodspor7: Borgerdydskolen
At gøre livet sværere
Her står vi ved Kierkegaards skole, den gamle ”Borgerdydskolen i Kjøbenhavn”. Den var en af tre skoler i København på Kierkegaards tid, hvorfra de dimitterede kunne fortsætte til universitetet. Der fandtes en anden skole af samme navn på Christianshavn og så Metropolitanskolen, der dengang lå på Frue Plads. Og det var her, Søren Kierkegaard gik i skole fra han var fem år, og indtil han var 17.
Efter skolekammeraternes udsagn var den spinkle lille Søren mest kendt for at være en vittig og næsvis elev, der sagtens kunne finde på at drille de andre skolebørn og svare lærerne igen. Men han udmærkede sig ikke særlig meget på andre måder. Han var en god elev, nok en af de to-tre bedste i klassen, men ikke fremragende. En af hans gamle lærere skriver, at ”Hans ualmindelige Evner vidste man Intet om. […] Hans danske Udarbejdelser var ikke bedre, men nok udførligere end andre flinke Disciples”.
Som nybegynder på skolen var Søren iblandt de yngre elever, der hver dag mødte op klokken 9 og først var færdige klokken 19, dog med en to-timers middagspause. Og da han kom i de øverste klasser, knoklede han sammen med de andre hele 45 timer om ugen, hvoraf 13 gik til latin, seks til græsk, seks til stil, seks til historie, tre til matematik, tre til hebræisk, tre til religion, to til tysk, to til fransk og endelig to til dansk. Vi ved ikke så meget om, hvordan Kierkegaard forholdt sig til de mange fag, men når man læser, hvad A skriver i et lille essay om ”kjedsommelighed” i Enten-Eller, kan man forestille sig, at Kierkegaard brugte noget af sin tid og fantasi på andet end at være en flittig elev:
Jo mere man begrændser sig selv, desto meer opfindsom bliver man. En eensom Livsfange er saare opfindsom, en Ædderkop kan være ham til stor Moro. Man tænke paa sin Skoletid, da man er indtraadt i den Alder, hvor der intet æsthetisk Hensyn tages i Valget af dem, der skal belære Een, og disse desaarsag ofte ere meget kjedsommelige; hvor opfindsom er man da ikke? Hvor kan det ikke more Een, at have fanget en Flue og holde den fangen under en Nøddeskal, og see, hvorledes den kan løbe om med denne; hvor kan det glæde at have skaaret et Hul i Bordet, at spærre en Flue ind deri, og gjennem et Stykke Papir at kigge ned paa den? Hvor underholdende kan det ikke være at høre det eensformige Tagdryp? Hvilken grundig Iagttager bliver man ikke, ikke den mindste Larm eller Bevægelse undgaaer Een. (Vexel-Driften i Enten-Eller, SKS 2, 281-282).
Med fantasien i god behold kom Kierkegaard gennem skoleårene trods de kedelige lærere og læste videre på universitet, efter at han dimitteredes herfra i 1830. Men heller ikke under sin videregående uddannelse var han fri for en hang til at fordybe sig i sine egne tanker og overveje, om der ikke skulle være en anden måde at bruge sine åndelige kræfter på end at finde et anstændigt job og at bidrage positivt til samfundets udvikling. Den pseudonyme forfatter Johannes Climacus, hvis biografi ligner Søren Kierkegaards til forveksling, skriver et sted i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift om den dag, han besluttede sig for at prøve sin lykke som forfatter. Opslugt af sine egne tanker, opdager han, at han egentlig ikke ved, hvordan han skal bidrage med noget, der kan gøre livet nemmere for andre. I stedet for bliver han, ligesom den gamle skurk Sokrates, nødt til at nøjes med at gøre tingene mere vanskeligt for dem: altså, hvis han ikke kan bidrage med noget positivt, kan han under alle omstændigheder bidrage med noget negativt. Climacus beskriver den dag på Jostys cafe i Frederiksberg Have, hvor det hele gik op for ham:
Det er vel nu en fire Aar siden, at jeg fik det Indfald at ville forsøge mig som Forfatter. Jeg husker det ganske tydeligt, det var en Søndag, ganske rigtigt, ja det var en Søndag-Eftermiddag, jeg sad som sædvanlig ude hos Conditoren i Frederiksberg Have, hiin vidunderlige Have […] [D]er sad jeg, som sædvanlig og røg min Cigar. […] Jeg havde en halv Snees Aar været Student; skjøndt aldrig doven, var dog al min Virksomhed kun som en glimrende Uvirksomhed, en Art Beskjæftigelse, for hvilken jeg endnu har en stor Forkjerlighed, og i Forhold til hvilken jeg maaskee endog har lidt Genialitet. Jeg læste Meget, tilbragte det Øvrige af Dagen med at drive og tænke, eller med at tænke og drive, men derved blev det ogsa.[…] Saa sad jeg da der og røg min Cigar, indtil jeg henfaldt i Tanker. Blandt andre erindrer jeg disse: Du gaaer nu, sagde jeg til mig selv, og bliver et gammelt Menneske, uden at være Noget og uden egentligen at foretage Dig Noget. Overalt derimod hvor Du seer Dig om i Literaturen eller i Livet, seer Du de Feiredes Navne og Skikkelser […] de mange Tidens Velgjørere, der vide at gavne Menneskeheden ved at gjøre Livet lettere og lettere, Nogle ved Jernbaner, Andre ved Omnibusser og Dampskibe, Andre ved Telegrapheringer […]: hvad gjør Du? Her afbrødes min Selvbetragtning, thi Cigaren var udrøget, og der maatte tændes en ny. Saa røg jeg igjen, og da farer pludseligen denne Tanke gjennem min Sjæl: Du maa gjøre Noget, men da det for Dine indskrænkede Evner vil være umuligt at gjøre Noget lettere end det er blevet, saa maa Du med samme menneskekjærlige Begeistring som de Andre paatage Dig at gjøre Noget sværere. Dette Indfald behagede mig overordentligt … (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, SKS 7, 170-172).
At forfatteren glæder sig over at gøre livet mere vanskeligt, er ikke overraskende. Det er konsekvent med Kierkegaards negative projekt, nemlig at sætte spørgsmålstegn ved det ureflekterede liv, uden at han selv tilsiger, hvad det gode liv skulle være. Han glæder sig over at hjælpe andre til selv at tage stilling til det gode liv eller at hjælpe dem til at gå alene, som det hedder i Kjerlighedens Gjerninger, en bog skrevet kort tid efter Efterskriften. Det skal vi høre lidt mere om ved vores næste stop.