6: .. Efterskrift A

Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

Til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift,

Existentielt Indlæg.

af JOHANNES CLIMACUS

Udgiven af S. Kierkegaard

”Det at blive subjektiv”

Altsaa det at blive subjektiv skulde være den høieste Opgave, der er sat ethvert Menneske, ligesom den høieste Løn, en evig Salighed, kun er til for den Subjektive, eller rettere vorder til for Den, som bliver subjektiv. Fremdeles det at blive subjektiv skulde give et Menneske fuldt op at bestille, saalænge han lever, saa det ikke skulde hænde den Ivrige, men kun den Stundesløse, at han blev færdig med Livet, før Livet blev færdigt med ham, og denne skulde ikke være berettiget til at lade haant om Livet, men snarere forpligtet til at forstaae, at han nok ikke havde fattet Livets Opgave rigtigt, da det ellers vilde følge af sig selv, at den varede saalænge Livet varede, den Livets Opgave: at leve. Altsaa der skulde, naar Individet fattede det som sin høieste Opgave at blive subjektiv, under Udførelsen deraf vise sig Problemer, der atter kunde strække til for den Tænkende fuldt saavel som det Objektive, den Objektive har for sig, han der gaaer videre og gaaer videre, aldrig gjentager sig selv, foragtende Gjentagelsens Fordybelse i den ene Tanke, men forbauser, naar han først er Systematiker, saa Verdenshistoriker, saa Astronom, Veterinair, Vandkiger, Geograph o. s. v.

[…]Her følger nu nogle Exempler, der i al Korthed vise, hvorledes ved Paaholdenhed det simpleste Problem forvandler sig til det vanskeligste, saa der ingen Grund er til hasteligen at vælge Astronomien, Veterinairvidenskaben og andet saadant, dersom man ikke har forstaaet det Simple. Kortheden kan ikke her være til Hinder, thi Problemerne ere ikke færdige.

F. Ex. det at døe. Jeg veed desangaaende, hvad saadan Folk i Almindelighed veed, at naar jeg indtager en Dosis Svovlsyre, saa døer jeg, ligesom ogsaa ved at springe i Vandet, ved at sove i Kuldamp o. s. v.; jeg veed, at Napoleon altid gik med Gift hos sig, og at Julie hos Shakespeare tog den; at Stoikeren ansaae Selvmord for en modig Handling, og Andre ansee den for Feighed; at man kan døe af en saa latterlig Ubetydelighed, saa det alvorligste Menneske ikke kan lade være at lee af Døden; at man kan undgaae den visse Død o. s. v. Jeg veed, at den tragiske Helt døer i femte Akt, og at Døden her faaer uendelig Realitet i Pathos, men ikke har denne, naar en Øltapper døer. Jeg veed, at Digteren varierer Dødens Opfattelse i Stemning lige indtil det Comiske: jeg forpligter mig til i Prosa at frembringe den samme Stemningens forskjellige Virkning. Jeg veed fremdeles hvad Præsterne pleie at sige, jeg kjender de almindelige Themata, der ved Begravelser behandles. Er der intet Andet til Hinder for at gaae over til Verdenshistorien, saa er jeg færdig, thi jeg behøver blot at kjøbe sort Klæde til en Præstekjole, saa skal jeg holde Ligtaler trods nogen ordinair Præst, thi at De med Fløiels-Forstykke gjør det elegantere, indrømmer jeg gjerne, men denne Forskjel er ikke væsentlig, saa lidet som den mellem fem og ti Rbd. Liigvognen. Men see, trods denne næsten ualmindelige Viden eller Videns Færdighed kan jeg ingenlunde ansee Døden for Noget, jeg har forstaaet. Førend jeg derfor gaaer over til Verdenshistorien, hvorom jeg dog altid maa sige: Gud veed om den dog egentligen vedkommer Dig, synes jeg, det var bedre at tænke herover, at Tilværelsen ikke skal spotte mig, hvis jeg blev saa høilærd, at jeg havde glemt at forstaae, hvad der engang skal hændes mig og hændes ethvert Menneske – engang, dog hvad siger jeg, sæt Døden var lumsk nok til at komme imorgen! Allerede denne Uvished, naar den skal forstaaes og fastholdes af en Existerende, og altsaa netop fordi den er Uvished tænkes ind med i Alt, ind med altsaa endog i min Begynden paa Verdenshistorien, at jeg gjør mig det tydeligt, om jeg begynder paa Noget, det er værd at begynde paa, hvis Døden kom imorgen, allerede denne Uvished føder utrolige Vanskeligheder, hvilke end ikke Taleren er opmærksom paa, saa han mener at tænke Dødens Uvished, og dog glemmer at tænke Uvisheden ind i det han siger om Uvisheden, naar han bevæget taler rystende om Dødens Uvished og ender med at opmuntre til et Forsæt for hele Livet, og altsaa ender med væsentligen at have glemt Dødens Uvished, da ellers hans begeistrede Forsæt for hele Livet maatte være gjort dialektisk i Forhold til Dødens Uvished. At tænke denne Uvished eengang for alle eller eengang om Aaret, Nytaarsmorgen i en Froprædiken, er naturligviis Nonsens og er slet ikke at tænke den. Dersom Den, der tænker den saaledes, tillige forklarer Verdenshistorien, da kan maaskee Det han siger om Verdenshistorien være herligt, men Det han siger om Døden er dumt. Er Døden altid uvis, er jeg dødelig: saa betyder dette, at denne Uvished umuligen kan forstaaes i Almindelighed, dersom jeg ikke ogsaa er saadant et Menneske i Almindelighed. Men dette er jeg dog ikke, det er noget som kun distraite Folk f. Ex. Boghandler Soldin ere, og er jeg det end i min Begynden, saa er det jo Livets Opgave, at blive subjektiv, og i samme Grad bliver Uvisheden mere og mere dialektisk indtrængende i Forhold til min Personlighed; det bliver mig derfor vigtigere og vigtigere at tænke den ind i ethvert Øieblik af mit Liv, thi da dens Uvished er i ethvert Øieblik, er denne Uvished kun til at overvinde derved, at jeg hvert Øieblik overvinder den. Er derimod Dødens Uvished noget i Almindelighed, saa er det at jeg døer ogsaa noget i Almindelighed. Maaskee er det at døe ogsaa saaledes Noget i Almindelighed for Systematikere, for distraite Folk; for afdøde Boghandler Soldin skal det at døe have været saadant Noget i Almindelighed, »da han vilde staae op om Morgenen, vidste han ikke af, at han var død.« Men det, at jeg døer, er for mig slet ikke saadan Noget i Almindelighed; for Andre er det, at jeg døer, saadan Noget. Jeg er heller ikke for mig saadan Noget i Almindelighed, maaskee er jeg for Andre saadan Noget i Almindelighed. Men er det Opgaven at blive subjektiv, saa bliver jo ethvert Subjekt for sig selv lige det Modsatte af saadan Noget i Almindelighed. Jeg synes ogsaa, det er flaut, at være saa meget for Verdenshistorien, og saa hjemme hos sig selv at være for sig selv saadan Noget i Almindelighed. Det er allerede flaut nok, naar en Mand, der i Folkeforsamlingen er saa overordentligt Meget, naar han kommer hjem til sin Kone, at han saa for hende kun er saadan Noget i Almindelighed, eller at være en verdenshistorisk Diedrich Menschenschreck, og saa der hjemme, ja jeg gider ikke sige mere; men endnu flauere er det dog at staae sig saa slet med sig selv, og endnu flauest, at forblive uvidende derom.[…]

Og fremdeles, det, at Subjektet tænker sin Død, er en Handling. Det at et Menneske overhovedet, en distrait Mand som Boghandler Soldin og en Systematiker, tænker Døden overhovedet, det er rigtignok ingen Handling, det er bare saadan Noget overhovedet, og hvad saadan Noget er, er i Grunden ikke godt at sige. Men er det at blive subjektiv Opgaven, saa er for det enkelte Subjekt det at tænke Døden ikke saadan Noget overhovedet, men en Handling, thi netop deri ligger Subjektivitetens Udvikling, at han handlende gjennemarbeider sig selv i sin Tænken over sin egen Existents, at han altsaa vir|kelig tænker det Tænkte ved at virkeliggjøre det, at han altsaa ikke tænker et enkelt Øieblik: nu skal Du hvert Øieblik passe paa, men at han hvert Øieblik passer paa. Her bliver nu Alt mere og mere subjektivt, som naturligt er, naar det gaaer løs paa at udvikle Subjektiviteten (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, SKS 7, 151-157).