I Kierkegaards fodspor9: Rosenborggade 7
At være sig selv nærværende
Vi er nået hen til vores sidste stop, ikke én, men to af Søren Kierkegaards lejligheder, der ligger side om side. Vi starter med det gule hus på hjørnet af Tornebuskegade og Rosenborggade. Kierkegaard var interesseret i det helt nypudsede hus fra første dag, han fik øje på det. Han skriver i sine journaler, at han oprindelig havde planlagt at tage en pause fra sit arbejde, efter at han var blevet færdig med blandt andet Kjerlighedens Gjerninger, og så foretage en længere rejse til et eller andet sted i Europa. Men ”[d]a blev en Leilighed paa Hjørnet af Tornebuskegaden ledig, en Leilighed, som jeg fra det Øieblik det Sted blev bygget, har været forelsket i. Jeg besluttede da, at leie den, og så gjøre en mindre rejse i Foraaret og Forsommeren”. Han flyttede ind i 1848, men den nye lejlighed viste sig imidlertid ikke at være lige så elskelig, som han havde forestillet sig. En garver havde hus i lokalerne under Kierkegaards lejlighed, og lugten var ikke til at bære. Han skriver, at ”Garveren hos hvem jeg boer Sommeren igjennem [har] plaget mig med Stank. Mange, mange Gange har jeg maattet formelig anvende Aandskræfter for ikke at blive syg af Utaalmodighed”.
Efter at han havde lidt i seks måneder over garveren, tog han en hurtig beslutning og flyttede til en lejlighed i det røde murstenshus lige ved siden af. Men det gik ikke meget bedre med stanken, da garverens biologiske affald lå i rendestenen i længere perioder og gjorde Rosenborggade til et meget ubehageligt sted, især om sommeren. Men trods det at han skulle koncentrere sig for ikke at blive sur over lugten, havde han åbenbart tilstrækkelige åndelige kræfter tilovers til at skrive nogle af sine bedste værker. Ser man på huset, finder man et skilt, der bekendtgør, at ”fra 1848 til 1850 boede Søren Kierkegaard på 1. sal i dette hus. Her skrev han værkerne Sygdommen til Døden og Indøvelse i Christendom”. Der har nok ikke været plads på skiltet til at nævne de andre værker han arbejdede på i de to Rosenborggade-lejligheder, for ud over Sygdommen til Døden og Indøvelse i Christendom har han blandt andet også skrevet større dele af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed og en bog, der indeholder tre længere opbyggelige taler og hedder Lilien på Marken og Fuglen under Himlen.
I den sidstnævnte bog om liljen og fuglen vender Kierkegaard tilbage til et bekendt tema, nemlig det, at hvert enkelt menneske står over for den opgave at ”kende sig selv”. Kierkegaards Sokrates mente, at det at kende sig selv var livets vigtigste opgave, men også en opgave, man aldrig bliver færdig med. I Kjerlighedens Gjerninger læser man, at det højeste, man kan gøre for et andet menneske, er at gøre plads til, at hun kan virkeliggøre det ejendommelige selv, hun egentlig er. Og her i Lilien på Marken og Fuglen under Himlen finder vi endnu en beskrivelse af, at det at kende sig selv er den mest grundlæggende opgave stillet hvert enkelt menneske. Men vi finder også en beskrivelse af, at det at kende sig selv – eller det ”at være sig selv nærværende”, som det hedder her – er nøglen til den højeste menneskelige glæde. Og for at kunne mærke denne glæde må man blandt andet være opmærksom på og følsom over for, hvordan man har det lige nu i dette øjeblik. Kierkegaard skriver:
Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i Sandhed nærværende, det er dette ”Idag", dette, at være idag, i Sandhed at være idag. Og i samme Grad som det er sandere, at Du er idag, i samme Grad som Du mere er Dig selv ganske nærværende i at være idag, i samme Grad er Ulykkens Dag Imorgen ikke til for Dig. Glæden er den nærværende Tid med hele Eftertrykket paa: den nærværende Tid. (Lilien på Marken og Fuglen under Himlen, SKS 11, 43).
Som Sokrates understreger, er det at kende sig selv på ingen måde en simpel sag. Når det kommer til stykket, har vi mennesker tit en følelse af at være splittede, fragmenterede, ufuldkomne, mangelfulde og ufuldendte – og vi er heller ikke helt klare over, hvorfor det er sådan. Men i Lilien på Marken og Fuglen under Himlen finder Kierkegaard et meget enkelt forbillede for, hvordan man finder en indre ro trods ens ellers så åbenlys ufuldendthed. Han siger, at når man er villig til lære af Jesu ord om liljen og fuglen, opdager man, at en stille taknemmelighed for livet – dyrket her og nu – kan bringe én tæt på den indre glæde, der ellers så nemt kan undvige én.
[L]ær af Lilien og Fuglen saaledes at blive Dig selv ganske nærværende i at være idag, saa er Du ogsaa Glæden.[…] Men lær, begynd dog idetmindste paa at lære af Lilien og Fuglen. Thi det skulde dog vel ikke være Nogens alvorlige Mening, dette med at hvad Fuglen og Lilien glæder sig over, og hvad der ligner dette, at det Ingenting er at glæde sig over! Altsaa, at Du blev til, at Du er til, at Du ”idag” faaer det Fornødne, for at være til; at Du blev til, at Du blev Menneske; at Du kan see, betænk, at Du kan see, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for Dig – og for Din Skyld, at, naar den bliver træt, at saa Maanen begynder, og at saa Stjernerne tændes; at det bliver Vinter, at hele Naturen forklæder sig, leger fremmed – og for at fornøie Dig; at det bliver Foraar, at Fuglen kommer i talrig Flok – og for at glæde Dig, at det Grønne spirer frem, at Skoven voxer sig skjøn, og staaer Brud – og for at glæde Dig; […] dette skulde være Ingenting at glæde sig ved! […] hvis dette ikke er at glæde sig ved, saa er der Ingenting at glæde sig ved. (Lilien på Marken og Fuglen under Himlen, SKS 11, 43-44).
Søren Kierkegaard var en ejendommelig tænker, der slet ikke påstår at have svarene, men til gengæld lover at rejse nogle vanskelige spørgsmål, eller med hans egne ord ”overalt at gjøre Vanskeligheder”. (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, SKS 7, 172).
