3: Begrebet Ironi

Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates

Udgivet for Magistergraden

af S.A. KIERKEGAARD, theologisk Candidat

Indledning

Førend jeg […] gaaer over til Udviklingen af Begrebet Ironi, bliver det nødvendigt at sikkre mig en paalidelig og authentisk Opfattelse af Socrates' historisk-virkelige, phænomenologiske Existents, med Hensyn til Spørgsmaalet om dennes mulige Forhold til den forklarede Opfattelse, der gjennem en begeistret eller misundelig Samtid er bleven ham til Deel: det bliver uundgaaelig nødvendigt, fordi Begrebet Ironi med Socrates holder sit Indtog i Verden. Begreberne have nemlig ligesom Individerne deres Historie og formaae ligesaalidet som disse at modstaae Tidens Vælde, men med alt dette og under alt dette beholde de dog en Slags Hjemvee efter deres Fødeegn.[…]

At nu Traditionen til Socrates' Existents har knyttet Ordet Ironi, det veed Enhver, men deraf følger ingenlunde, at Enhver veed, hvad Ironi er. Fremdeles, hvis Een ved et fortroligt Bekjendtskab med Soc.s Liv og Levnet tilvandt sig en Forestilling om hans Eiendommelighed, saa havde han derfor endnu ei et fuldt Begreb om, hvad Ironi er.[…]

Hvad Socrates nemlig selv satte saa megen Priis paa, at staae stille og besinde sig ɔ: Taushed, dette er hele hans Liv i Forhold til Verdenshistorien. Han har Intet efterladt, hvorefter en senere Tid kan bedømme ham; ja tænkte jeg mig endog samtidig med ham, saa vilde han dog altid være vanskelig at opfatte. Han hørte nemlig til den Art af Mennesker, hvor man ikke kan blive staaende ved det Ydre som saadant. Det Ydre tydede bestandig hen paa et Andet og Modsat. Ikke var det med ham som med en Philosoph, der foredrager sine Anskuelser, hvor netop dette hans Foredrag er selve Ideens Tilstedeværelse, men det Soc. sagde, betydede noget Andet. Det Ydre var overhovedet ikke i harmonisk Eenhed med det Indre, men snarere dets Modsætning, og kun under denne Brydningsvinkel er han at opfatte. Med Hensyn til Soc. altsaa er der i en ganske anden Forstand Tale om Opfattelse end ved de fleste andre Mennesker. Heri ligger allerede Nødvendigheden af, at Soc. kun gjennem en combineret Beregning kan opfattes. Men da der nu ligger Aartusinder mellem ham og os, og selv hans Samtid ikke kunde gribe ham i hans Umiddelbarhed, saa seer man let, at det for os bliver dobbelt vanskeligt at reconstruere hans Existents, da vi igjennem en ny combineret Beregning maae stræbe at opfatte den allerede iforveien indviklede Opfattelse. Sige vi nu, at det, der udgjorde det Substantielle i hans Existents, var Ironi (dette er vel en Modsigelse, men skal ogsaa være det), postulere vi endvidere, at Ironi er et negativt Begreb, saa seer man let, hvor vanskeligt det bliver at fastholde Billedet af ham, ja at det synes umuligt eller idetmindste ligesaa besværligt, som at afbilde en Nisse med den Hat, der gjør ham usynlig.[…]

Symposiet

[…] See vi nemlig hen til, hvorledes det Kjærligheds-Forhold maa have været beskaffent, der har fundet Sted mellem Socrates og Alcibiades, saa maae vi jo vistnok give Alcibiades Ret, naar han omtaler, hvorledes Socrates haanede ham for hans Kjærlighed, og da tilføier: »og ikke blot mig har han behandlet paa denne Maade, men ogsaa Charmides, Glaukons Søn, Euthydem, Diokles' Søn og mange Andre, hvilke han som tilsyneladende Elsker saaledes skuffede, at han istedetfor Elsker blev den Elskede.« Alcibiades formaaer derfor ikke at løsrive sig fra ham. Med al Lidenskabelighed slutter han sig til Socrates: naar jeg hører ham, banker mit Hjerte heftigere end Korybanternes, og Taarer udstrømme under hans Tale. Andre Talere kan umulig virke saaledes paa ham, han føler med Uvillie sin slaviske Tilstand, ja Livet synes ham i denne Tilstand utaaleligt. Han flyer ham som Sirenerne, tilstopper sine Øren, for at han ikke skal blive siddende ved hans Side og ældes, ja ofte ønsker han endog, at Socrates ikke var i Live, og dog veed han, at om det skete, vilde det være ham langt smerteligere. Han er som bidt af en Slange, ja han er bidt af noget Smerteligere og paa det smerteligste Sted, nemlig i Hjertet eller i Sjælen. At det Kjærligheds-Forhold, der fandt Sted mellem Socrates og Alcibiades var et intelligent, behøver jeg naturligviis blot at erindre om. Men spørge vi nu, hvad det da var hos Socrates, der gjorde et saadant Forhold ikke blot muligt, men nødvendigt (thi Alcibiades bemærker jo rigtigt, at det ikke var ham alene, der stod i dette Forhold til Socrates, men næsten alle dem, der havde Omgang med Socrates), saa veed jeg Intet at svare uden, at det var Socrates' Ironi. Havde nemlig deres Kjærligheds-Forhold bestaaet i en rig Udvexling af Ideer, eller en fyldig Udstrømmen fra den ene Side og taknemlig Modtagelse fra den anden Side, saa vilde de jo have havt det Tredie, hvori de elskede hinanden, i Ideen nemlig, og et saadant Forhold vilde derfor aldrig have affødt en slig lidenskabelig Uro. Men netop fordi det er Ironiens Væsen aldrig at demaskere sig, og fordi det paa den anden Side er den ligesaa væsentligt proteusagtigt at forandre Maske, derfor maatte den nødvendig forskaffe den elskende Yngling saa megen Pine. (Ironikeren løfter Individet ud af den umiddelbare Existents, dette er det Frigjørende, men derpaa lader han ham svæve ligesom efter Sagnet Muhameds Lig-Kiste mellem to Magneter – det Tillokkende og det Frastødende). Men som den saaledes har noget Afskrækkende ved sig, har den ligesaa vist noget overordentligt Forførerisk og Fortryllende. Det Formummede og Hemmelighedsfulde, den har ved sig, den telegraphiske Communication, den aabner, fordi en Ironiker altid maa forstaaes langtfra, den uendelige Sympathi, den forudsætter, Forstaaelsens flygtige men ubeskrivelige Nu, der fortrænges øieblikkelig af Misforstaaelsens Angst, – alt dette fængsler med uopløselige Baand. I det derfor Individet i første Øieblik føler sig frigjort og udvidet ved Ironikerens Berøring, idet han aabner sig for dette Individ, er det i næste Øieblik i hans Magt, og det er det formodentlig, Alcibiades mener, naar han omtaler, hvorledes de ere blevne skuffede af Socrates, idet han istedetfor Elsker blev den Elskede. Da det dernæst er Ironikeren væsentligt, aldrig at udtale Ideen som saadan, men blot flygtigt at antyde den, at tage med den ene Haand, hvad der gives med den anden, at besidde Ideen som personlig Eiendom, bliver Forholdet naturligviis endnu mere spændende. Og saaledes har nu i al Stilhed den Sygdom udviklet sig i Individet, der er ligesaa ironisk som al anden Tæring, og lader Individet befinde sig bedst, naar det er sin Opløsning nærmest. Ironikeren er den Vampyr, der har udsuget Blodet af den Elskende, og som derunder har tilviftet ham Kjølighed, har dysset ham i Søvn og piint ham med urolige.[…]

Vi see […] at det Hele ender med, at Socrates med sin Ironi igjen vipper Alcibiades ud paa det bølgende Hav, og denne er, til Trods for sin Ruus, sin Begeistring og sine store Ord, lige nær i sit Forhold til Socrates.[…] Hvad nu dernæst den Oplysning angaaer, vi af denne Fremstilling faae med Hensyn til Kjærlighedens Væsen, saaledes som den var i Socrates, saa vil vi overbevise os om, at Theori og Praxis vare i Samklang. Den Kjærlighed, der her beskrives, er Ironiens, men Ironien er det Negative i Kjærligheden, den er Kjærlighedens Incitament, den er paa Intelligentsens Gebeet hvad Gjækkeri, Elskovs-Stridigheder er i den lavere Kjærligheds Rige. At der nu i Ironikeren, for atter at erindre herom, er en Urgrund, et Valuta, det er udisputeerligt, men den Mønt, han udgiver, har ikke den paalydende Værdi, men er som Papirspenge et Intet, og dog foregaaer hele hans Omsætning med Verden i denne Pengesort (Om Begrebet Ironi, SKS 1, 71-74,108-112).