8: Kjerlighedens G...

Kjerlighedens Gjerninger

Nogle christelige Overveielser i Talers Form

af S. KIERKEGAARD

”1 Cor. XIII, 5. Kjerlighed søger ikke sit Eget.”

Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi i Kjerlighed er der intet Mit og Dit. Men Mit og Dit er blot en Forholds-Bestemmelse af »Eget«; er der altsaa intet Mit og Dit, saa er der heller intet Eget; men er der slet intet Eget, saa er det jo umuligt at søge sit Eget.[…]

                      Hvorledes hæves da Forskjellen Mit og Dit ganske? Forskjellen Mit og Dit er et Modsætnings-Forhold, de ere kun i og med hinanden; tag derfor den ene Forskjel ganske bort, saa gaaer ogsaa den anden ganske ud. Lad os først forsøge i Forskjellen Mit og Dit at tage Forskjellen Dit ganske bort, hvad har vi saa? […][K]un for Selvfornegtelsens Kjerlighed gaaer Bestemmelsen Mit ganske ud, og Forskjellen Mit og Dit hæves ganske. Naar jeg nemlig Intet veed, som er Mit, naar slet Intet er Mit, saa er jo Alt Dit, hvad det ogsaa i en vis Forstand er, og saaledes mener den opoffrende Kjerlighed det; men dog, Alt, ubetinget Alt kan ikke være »Dit«, da »Dit« er et Modsætnings-Forhold, og i Alt er der ingen Modsætning. Men da skeer det Vidunderlige, hvad der er Himlens Velsignelse over Selvfornegtelsens Kjerlighed, at i Salighedens gaadefulde Forstand Alt bliver hans, hans, som slet intet Mit havde, han, som i Selvfornegtelsen gjorde alt Sit til Dit. Gud er nemlig Alt, og just ved slet intet Mit at have vandt Selvfornegtelsens Kjerlighed Gud og vandt Alt. Thi Den, der taber sin Sjel, skal vinde den. Men Forskjellen Mit og Dit eller Elskovs og Venskabs Dit og Mit er en Bevaren af det Sjelelige. Kun Aandens Kjerlighed har Mod til slet intet Mit at ville have, Mod til ganske at hæve Forskjellen Dit og Mit, derfor vinder den Gud – ved at tabe sin Sjel. Atter her sees, hvad de Ældre forstode ved, at Hedenskabets Dyder dog ere glimrende Laster.

Kun den sande Kjerlige søger ikke sit Eget. Han forstaaer sig ikke paa den strenge Rets, eller Retfærdighedens, end ikke paa Billighedens Fordringer i Henseende til det »Eget«; ei heller forstaaer han sig paa et Bytte, som Elskov gjør, der tillige forstaaer at passe paa, at den ikke bliver narret (altsaa forstaaer at passe paa sit Eget); ei heller forstaaer han sig paa Fællesskab, som Venskab gjør, der tillige forstaaer at passe paa, om der nu gives Lige for Lige, at Venskabet kan holdes (altsaa forstaaer at passe paa sit Eget).[…]

Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi den sande Kjerlige elsker ikke sin Eiendommelighed, men elsker hvert Menneske efter hans Eiendommelighed.[…]

[K]un den sande Kjerlighed elsker ethvert Menneske efter hans Eiendommelighed. Den Strenge, den Herskesyge, han mangler Bøielighed, og han mangler Føielighed til at opfatte Andre; han fordrer sit Eget af Enhver, vil, at Enhver skal omskabes i hans Form, studses til efter hans Snit paa Mennesker.[…] Og som den Strenge og Herskesyge kun søger sit Eget, saaledes ogsaa Smaaligheden, den misundeligt-herskesyge, den feigt-frygtagtige Smaalighed. Hvad er Smaalighed? Er Smaalighed en Eiendommelighed, det er, er noget Menneske oprindeligen, fra Guds Haand, smaalig? Nei! Smaalighed er Skabningens egen kummerlige Opfindelse, naar den hverken sand stolt eller sand ydmyg (thi Ydmyghed for Gud er den sande Stolthed) skaber sig, og tillige vanskaber Gud, som var han ogsaa smaalig, som kunde han ikke taale Eiendommelighed, – han, der kjerligt giver Alt, og dog, dog giver Alt Eiendommelighed.[…]

Den Smaalige har aldrig havt Mod til dette Ydmyghedens og Stolthedens gudvelbehagelige Vovestykke: for Gud at være sig selv – thi Eftertrykket ligger paa »for Gud«, da dette er al Eiendommeligheds Ophav og Udspring. Den, der har vovet det, han har Eiendommelighed, han har nemlig faaet at vide hvad Gud allerede havde givet ham; og han troer ganske i samme Forstand paa Enhvers Eiendommelighed. At have Eiendommelighed er at troe paa enhver Andens Eiendommelighed; thi Eiendommeligheden er ikke Mit, men er Guds Gave, ved hvilken han giver mig at være, og han giver jo Alle, og giver Alle at være.[…]

Men Elskov og Venskab elsker dog vel den Elskede og Vennen efter hans Eiendommelighed? Ja, det er sandt, og dog er det ikke altid ganske sandt; thi Elskov og Venskab har en Grændse, kan opgive Alt for den Andens Eiendommelighed, men ikke sig selv, Elskov og Venskab for den Andens Eiendommelighed. Men sæt nu, at den Andens Eiendommelighed just fordrede dette Offer! Sæt den Elskende saae, hvad der var ham hans Lyst, at han var elsket, men tillige saae, at det var yderst fordærveligt for den Elskedes Eiendommelighed, vilde blive dens Forqvakling, hvor meget det end ønskedes: ja, da formaaer Elskov, som saadan, ikke at bringe dette Offer. Eller sæt den Elskede saae, at Forholdet vilde blive den Elskendes Ruin, vilde aldeles forstyrre hans Eiendommelighed: ja, da har Elskov, som saadan, dog ikke Kraft til at bringe dette Offer.

Men den sande Kjerlighed, den opoffrende Kjerlighed, der elsker ethvert Menneske efter hans Eiendommelighed, er villig til at bringe ethvert Offer: den søger ikke sit Eget.

Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi den giver helst saaledes, at Gaven seer ud som var den Modtagerens Eiendom.

Naar vi i de borgerlige Forhold tale om Menneskenes Vilkaar, saa gjør vi Forskjel mellem dem, som ere deres Egne, og dem, som ere afhængige, og vi ønske Enhver, at han engang maatte kunne vorde istand til at blive sin Egen, som det hedder. Men i Aandens Verden er just ogsaa det at blive sin Egen det Høieste – og kjerligt at hjælpe En dertil, til at blive sig selv, fri, uafhængig, sin Egen, hjælpe ham til at staae ene: det er den største Velgjerning.[…]

 Dersom derimod En siger »dette Menneske staaer ene – ved min Hjælp«, og det er sandt hvad han siger: ja, saa har han gjort for dette Menneske det Høieste, det ene Menneske kan gjøre for det andet, gjort ham fri, uafhængig, til sig selv, til sin Egen, og netop ved at skjule sin Hjælp hjulpet ham til at staae ene.[…] Han staaer ene – det er det Høieste; han staaer ene – Mere seer Du ikke; Du seer ingen Hjælp eller Understøttelse, ingen klodderagtig Fuskers Haand, der holder paa ham, saa lidet som det falder ham selv ind, at Nogen har hjulpet ham, nei, han staaer ene – ved en Andens Hjælp.[…]

Der gives en ædel Viisdom, som dog tillige i god Forstand er saa uendelig listig og underfundig. Den er velbekjendt; hvis jeg vilde nævne det fremmede Ord, hvormed den nævnes, vilde der neppe være Nogen i disse Tider uden at han kjendte den – af Navn: [græsk: eirōneia]; maaskee er endda de ikke saa Mange, som kjende den, naar man beskriver den uden at nævne dens Navn [ironi].[…] Hiin ædle Eenfoldige i Oldtiden [Sokrates], han var Mesteren i denne Viisdom, og sandeligen – hiin Ædle var endda ikke just et slet eller et ondt Menneske, han var tillige, at jeg skal udtrykke mig lidt skalkagtigt, han var, det kan man egentligen ikke negte ham, han var en Slags Tænker[…]

Denne ædle Skalkagtige havde dybsindigt forstaaet, at det Høieste, det ene Menneske kan gjøre for det andet, er at gjøre ham fri, hjælpe ham til at staae ene – og tillige havde han forstaaet sig selv i at forstaae det, det er, han havde forstaaet, at skal dette kunne gjøres, saa maa Hjælperen kunne gjøre sig selv skjult, høimodigt ville tilintetgjøre sig selv. Han var, hvad han selv kaldte sig, aandeligt forstaaet, en Fødselshjælper, og han arbeidede i denne Tjeneste med enhver Opoffrelse uegennyttigt – thi det Uegennyttige laae just i, at det blev skjult for den Hjulpne, hvorledes, og at han blev hjulpen, det Uegennyttige laae i, at Verden ikke kunde forstaae og altsaa ikke paaskjønne hans Uegennyttighed, hvad den da aldrig kan, thi den kan netop ikke begribe, hvorfor En ikke vil være egennyttig, men vel, at en Egennyttig endnu mere egennyttigt kan ønske at ansees for uegennyttig (Kjerlighedens Gjerninger, SKS 9, 263-274).