I Kierkegaards fodspor6: Gråbrødretorv 6
Dødens nat og livets dag
Vi står nu på Gråbrødretorv, som på Kierkegaards tid hed Ulfeldts Plads, opkaldt efter en adelsmand, Corfitz Ulfeldt, der i 1600-tallet blev erklæret landsforræder, og for hvis skyld en skamstøtte blev rejst til minde om hans evige ”Spot, Skam og Skjændsel”. Bortset fra at den evige skamstøtte nu er blevet erstattet med et smukt egetræ, har torvet ikke ændret sig særlig meget siden. Kierkegaard boede i en kortere periode skråt overfor i huset, der lå på hjørnet af Løvstræde og ligesom barndomshjemmet på Nytorv også blev revet ned for at gøre plads til en bank.
Da Søren var 24 år, flyttede han hertil fra sit barndomshjem og væk fra det sted, hvor familien Kierkegaard havde oplevet så mange sørgelige timer sammen. Hovedparten af den store familie var nemlig død i løbet af få år. En af Sørens brødre døde, efter at han slog sit hoved i en ulykke på skolepladsen. En anden bror døde af sygdom, kort tid efter at han var flyttet til New Jersey i USA for at starte en handelskarriere. Sørens mor og en af hans søstre døde af sygdom, og to andre søstre døde i barsel. I alt var seks ud af de ni familiemedlemmer døde, før Søren var fyldt 22 år. Og i 1838, kun et år efter at han var flyttet ind i Løvstræde, døde Sørens far, Michael Pedersen Kierkegaard.
Det er sjældent, Søren beskriver sine følelser omkring de mange dødsfald i familien. Han nævner de afdøde indirekte en enkelt gang i sine tidlige journaler, hvor han erindrer, at da han en gang stod på kanten af klinterne ved Gilbjerghoved i Nordsjælland og kiggede ud over havet derfra, syntes han, at han var ligesom midt iblandt ”de få kjære Afdøde”, og at han kunne hvile sig ”i deres Favn”. (Journalen AA:6, SKS 17, 14). Men selv om han ikke skriver særlig meget om de afdøde, fremgår det af andre kilder, at han var dybt rystet over de gentagne tragedier. Blandt andet fra et udsagn af Ane Marie Martensen, som var mor til Hans Lassen Martensen – den samme Martensen, der senere blev biskop og betragtede skaren ved Kierkegaards begravelse fra vinduet i bispeboligen. Familien Martensen boede i det gule hus her på hjørnet af torvet, og Søren Kierkegaard var en hyppig gæst hos dem, dengang han var studerende, og Martensen var hans tutor eller manuduktør, dvs., at han på universitetet læste pensum op med Kierkegaard. Martensen skriver, at hans mor fortalte ham, at hun ”aldrig i sit Liv har set et Menneske saa dybt bedrøvet som S. Kierkegaard ved sin Moders Død, hvoraf hun mente at kunne slutte, at han maatte have et ualmindeligt dybt Gemyt”.
Det havde han vistnok også, men i det hele taget er det ikke Kierkegaards stil at skrive sentimentalt om tab eller sorg. Han er klar over, at mennesker udmærket kender til de følelser, uden at de bliver påmindet af en digter, teolog eller filosof. Når Kierkegaard skriver om døden, er hans sokratiske projekt mere at påminde læseren om at genoverveje det, hun tror hun har forstået omkring døden. Kierkegaard er i hvert fald overbevist om, at der er forskel på at forstå døden som et faktum i almindelighed og at forstå, hvad det vil sige at dø. Man læser hver dag i aviserne om døden, man ved noget om den biologiske definition af døden, man ved endda også, at man selv skal dø en dag. Men det er ikke ensbetydende med, at man har forstået og forholdt sig til døden. I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, spørger den pseudonyme forfatter, Johannes Climacus, på sokratisk vis om, hvad det vil sige at dø. Blandt andet skriver han:
[D]et at døe. Jeg veed desangaaende, hvad saadan Folk i Almindelighed veed, at naar jeg indtager en Dosis Svovlsyre, saa døer jeg, ligesom ogsaa ved at springe i Vandet, ved at sove i Kuldamp o. s. v.; jeg veed, at Napoleon altid gik med Gift hos sig, og at Julie hos Shakespeare tog den; at Stoikeren ansaae Selvmord for en modig Handling, og Andre ansee den for Feighed; at man kan døe af en saa latterlig Ubetydelighed, saa det alvorligste Menneske ikke kan lade være at lee af Døden; at man kan undgaae den visse Død o. s. v. Jeg veed, at den tragiske Helt døer i femte Akt, og at Døden her faaer uendelig Realitet i Pathos, men ikke har denne, naar en Øltapper døer. … Jeg veed fremdeles hvad Præsterne pleie at sige, jeg kjender de almindelige Themata, der ved Begravelser behandles. … Men see, trods denne næsten ualmindelige Viden … kan jeg ingenlunde ansee Døden for Noget, jeg har forstaaet. (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, SKS 7, 153-154).
Det er klart, at forfatteren Climacus ved, hvad andre ved om døden. Men ligesom Sokrates er han ikke overbevist om, at den viden er så gavnlig. Han kan stadig ikke besvare de vigtigste spørgsmål, der kræver en personlig stillingtagen som for eksempel, hvad det vil sige, at man selv skal dø.
Sådanne spørgsmål bliver rejst i andre tekster af Kierkegaard, også i de ”opbyggelige taler”, som han underskiver i eget navn. Disse opbyggelige taler, der minder meget om prædikener, er skrevet i en mildere stemme og med en anden alvor, men formålet – at lokke læseren til at tage stilling til de spørgsmål, der kun kan besvares af den enkelte – er det samme. I en opbyggelig tale, der hedder Ved en Grav, som er skrevet som en begravelsesprædiken, leder Kierkegaard læserens opmærksomhed hen til døden som en gåde og et personligt problem. Men det at tænke på døden behøver ikke være dystert:
Er det vist, at Døden er til, som det er; er det vist, at det med dens Afgjørelse er forbi; er det vist at Døden selv aldrig indlader sig paa at give nogen Forklaring: nu vel, da gjelder det at forstaae sig selv, og Alvorens Forstaaelse er, at er Døden Natten, saa er Livet Dagen, kan der ikke arbeides om Natten, saa kan der arbeides om Dagen; og Alvorens korte men tilskyndende Raab, ligesom Dødens korte, er: endnu i dag. (Ved en Grav i Tre Taler ved Tænkte Leiligheder, SKS 5, 452-453).
Kierkegaard understreger her, at det at tænke alvorligt over døden fører til det modsatte, nemlig at tænke alvorligt over livet. Dødens nat kaster lys over livets dag, idet den minder os om, at vi er her endnu, at livet er til for de levende.