I Kierkegaards fodspor5: Helligåndskirken
Søvnløs over Abraham
Helligåndskirken, der i 1800-tallet hed Helliggeist Kirke, var Søren Kierkegaards barndomskirke. Inden Vor Frue Kirke stod færdigrenoveret, da Søren endnu var teenager, gik hele familien Kierkegaard hver søndag fra huset på Nytorv hen til denne kirke. Det var her, Søren og de fleste af hans søskende blev døbt. Også senere som voksen kom Søren indimellem i barndomskirken, for at høre – og kritisere – søndagsprædikanterne.
I det hele taget var Kierkegaard ikke imponeret over prædikanter, der brugte deres intellektuelle kræfter på at bevise, at kristendommen er fornuftig, og på den måde forsikre tilhørerne om, at alle fornuftige mennesker naturligvis indser, at kristendommen er en evig gyldig sandhed. Han var heller ikke begejstret for dem, der brugte deres teatralske talenter på at prædike på en så overbevisende måde, at man følelsesmæssigt blev bevæget af retorikken. Iblandt de prædikanter, Kierkegaard hørte i Helliggeist Kirke, var der en vis Hans Frederik Helveg. En grundtvigianer, der senere blev en indsigtsfuld læser af Kierkegaards værker. Men da Kierkegaard hørte Helveg i 1848, mente han, at prædikenen var mere teater end forkyndelse. Ligesom andre grundtvigianere, der ”svede[r], rynke[r] Bryn, slaae[r] sig for Panden … og besvime[r] synligt under Aandens Magt” for at bevise ”Lærens Sandhed”, ”sprang [Helveg] paa Prædikestolen til Ære for Christd. og formdl. vilde bevise dens Sandhed derved, at han kunde springe en halv Alen i Veiret”. (Journal JJ, SKS 18, 230).
Man finder lignende beskrivelser af begejstrede præster i Frygt og Bæven, en lille bog, han udgav pseudonymt under navnet Johannes de Silentio, kort tid efter at Enten-Eller var udkommet. Her arbejdede han videre på sin sokratiske opgave, nemlig at vise, at mennesker ikke har forstået, hvad de ellers tror, de har forstået. Men denne gang er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt samfundets værdier er forpligtende eller ej, men et spørgsmål om præster og trofaste kirkegængere virkelig har forstået den religion, de tilhører.
I Frygt og Bæven møder vi en kirkegænger, der sidder på den bagerste række og lytter intenst til en fin prædiken om Abraham, der er kendt som ”troens fader”. Præsten taler bevæget om Abraham, hvis tro på Herren skulle være et forbillede for os alle. Han forklarer, hvordan Abraham får en søn, Isak, sammen med sin kone, Sara, da de begge er oldinge. Præsten fortsætter med at forklare, hvordan Gud beder Abraham om at dræbe sin søn Isak som en offergave til Gud, og hvordan en Guds engel viser sig for Abraham i det afgørende øjeblik og standser ham, inden han kan gennemføre udåden. Og så er præsten nået hen til den fortrøstende afslutning i løbet af et par minutter. Men manden på den bagerste række føler sig ikke trøstet. Han får i stedet søvnløse nætter ved tanken på Abrahams historie – selvom præsten har gjort alt, hvad han kan, for at rense den for ubehagligheder. For det er gået op for den søvnløse, at det er en grusom historie: Gud har bedt Abraham om at myrde sin egen søn – uden forklaring og uden grund. Skulle det virkelig være Vor Herre, der befaler et mord? Skulle Abraham virkelig være troens forbillede for os alle? Hvordan kan præsten tale om Abraham uden at ryste? Problemet er, at Abrahams historie fortælles alt for hurtigt, og ingen opdager spændingen. I kirken når præsten hen til slutningen, inden man har haft mulighed for at overveje konsekvenserne af, at Gud har befalet Abraham at gøre noget etisk forkasteligt. Men sådan har Abraham ikke oplevet det. Han skulle nemlig kæmpe med sig selv tre pinefulde dage, hvor han blev tvunget til at overveje, hvorfor han skulle slå sin uskyldige søn ihjel – uden forklaring og uden grund. Og det var det, der gjorde den søvnløse på den bagerste række angst. Kierkegaards pseudonym skriver:
Der var talløse Slægter, der vidste Ord til andet udenad Fortællingen om Abraham, hvor Mange gjorde den søvnløs? ... Det man udelader af Abrahams Historie er Angesten … Dog Angest er en farlig Sag for Blødagtige, derfor glemmer man den, og desuagtet vil man tale om Abraham. (Frygt og Bæven, SKS 4, 124).
Og det, at historien stammer fra Bibelen, gør det på ingen måde nemmere, som om et mord ikke er mord, bare fordi Abraham er en bibelsk figur. Hvis Abrahams historie skal betyde noget som helst for kirkegængeren, må den tænkes igennem, uden at præsten finder på nemme løsninger:
Kan Troen ikke gjøre det til en hellig Handling at ville myrde sin Søn, saa lad den samme Dom gaae over Abraham som over enhver Anden. Mangler man maaskee Mod til at gjennemføre sin Tanke, at sige, at Abraham var en Morder, da er det vel bedre at erhverve dette Mod, end at spilde Tiden paa ufortjente Lovtaler. Det ethiske Udtryk for hvad Abraham gjorde er, at han vilde myrde Isaak, det religieuse er, at han vilde offre Isaak; men i denne Modsigelse ligger netop Angesten, der vel kan gjøre et Menneske søvnløst, og dog er Abraham ikke den, han er, uden denne Angst … Jeg for mit Vedkommende mangler ikke Mod til at tænke en Tanke heel. (Frygt og Bæven, SKS 4, 126).
Det er i løbet at de tre dage, fra Abraham får påbud om, at han skal slå sin søn ihjel, til englen stopper ham, at man finder en forståelse af troen. Abraham havde tro, men ikke en blind, sorgløs tro. Han forstod bedre end nogen, hvor frygteligt det kan være at stå over for en Gud, man ikke kan forstå eller styre. Han er også klar over, hvor nemt det kunne være, hvis man selv kunne bestemme over Gud, tvinge Gud til at være en af os og bruge Gud, når man har brug for Gud. Men sådan er det ikke for Abraham. Hans tro er vanskelig, og hans Gud er ikke til at forstå.
