I Kierkegaards fodspor2: Dyrkøb 5
At kalde sig kristen
Vi står ved indgangen til den sidste af i alt ni lejligheder, Kierkegaard boede i gennem sit liv. Her boede han fra oktober 1852, indtil han blev kørt til hospitalet for allersidste gang i oktober 1855 – og her møder vi en af de mest provokerende Kierkegaard-skikkelser. Det var her, Kierkegaard udlevede de sidste dramatiske måneder af sit liv, kun nogle få skridt fra Vor Frue Kirke, det mest fremtrædende symbol for den kirkelige instans, der var ham både højst frastødende og dybt tiltrækkende.
Kierkegaard var berygtet som provokatør, før han flyttede til denne lejlighed. I hvert fald var husets ejer, en gammel ”Fru Borries”, mistænksom, da Kierkegaard skulle se den, for hun havde nemlig hørt, at ”Magister Søren Kierkegaard” havde ”sat sig den opgave at gjøre Vanskeligheder”. Derfor besluttede hun sig for ikke at leje værelserne ud til ham. Men efter at Kierkegaard fik lov til at se lejligheden, satte han sig ned i sofaen ved siden af hende og sagde: ”Ja, her vil jeg blive.” Hans stemme var åbenbart så behagelig og hans blik så sympatisk, at Fru Borries valgte ikke kun at leje værelserne ud til ham, men også at skaffe ham opvartning, hvilket hun ellers ikke gjorde. Og i løbet af de næste tre år hørte hun næsten ingenting fra ham. Denne tavshed blev ikke brudt før de sidste få måneder af Kierkegaards liv, da han med stor entusiasme indledte et litterært angreb på kirken med en række forskellige artikler. De mest satiriske af disse indslag blev udgivet som pjecer, der hed Øieblikket.
Øieblikket kan måske bedst beskrives som et ironisk angreb på de førende gejstlige personer i København såvel som den tankeløse masse, der regnede sig som ”kristne”, selvom de manglede enhver form for eksistentiel bekymring eller åndelig interesse. Fra først til sidst er Øieblikket kritisk over for, hvad Kierkegaard kaldte ”Christenhed”, dvs. en kultur, hvori kristendommen opfattes som en kulturel konvention og decorum. Den betegner en kultur, der opfatter sig selv som ”kristen”, der forstår sine værdier som ”kristne”, og der uden videre forstår Danmark som en ”kristen stat”. ”Christenhed” tager med andre ord Gud til indtægt for sine egne smålige og tidsbundne værdier og traditioner.
Fru Borries var efter sigende ret fortørnet over Øieblikkets angreb på kirken, men hun lagde straks mærke til, at jo mere Kierkegaard anstrengte sig åndeligt, jo færre kræfter havde han tilbage fysisk. Han var udmattet af angrebet, og det kunne snart ses på ham. Flere gange havde han det svært med at stå ud af sengen, at rejse sig eller gå. Det endte med, at Kierkegaard blev indlagt på hospitalet, hvor lægerne opdagede, at han led af en lammelse, der først påvirkede benene og derefter bevægede sig langsomt op over hele kroppen. Den 11. november 1855 døde Kierkegaard af, hvad lægerne nu mener var Guillain-Barré syndrom.
Men der er mere, der skal siges om Kierkegaards sidste dage i denne lejlighed. Mens Kierkegaard blev kørt til hospitalet, lå der på hans skrivepult et færdigskrevet udkast til det sidste nummer af Øieblikket. Dette var det allersidste stykke han nogensinde skrev, og deri finder man, hvad der viste sig at være en sidste udtalelse fra hans dødsleje angående forfatterskabet. Her finder man en af de få ligefremme udtalelser omkring hensigten med det mærkværdige, provokerende og gådefulde forfatterskab, han efterlod:
’Jeg kalder mig ikke en Christen, siger ikke mig selv at være en Christen.’ Det er dette jeg bestandigt maa gjentage, hvad Enhver, der vil forstaae min, ganske særlige Opgave, maa øve sig i at kunne fastholde.
Ja, jeg veed det nok, det lyder næsten som et Slags Galskab i denne christne Verden, hvor Alle og Enhver er Christen, hvor det at være Christen er Noget, som da naturligviis Enhver er: at der En siger om sig selv: jeg kalder mig ikke en Christen; og En, hvem Christendommen i den Grad beskjeftiger, som den beskjeftiger mig.
Men anderledes kan det ikke være…
Det Synspunkt jeg har at udvise og udviser, er af en saadan Eiendommelighed, at jeg i Christenhedens 1800 Aar ganske bogstavelig intet Analogt, intet Tilsvarende har at holde mig til. Ogsaa saaledes – lige over for 1800 Aar – staaer jeg ganske bogstavelig ene.
Den eneste Analogie jeg har for mig er: Socrates; min Opgave er en socratisk Opgave, at revidere Bestemmelsen af det at være Christen: selv kalder jeg mig ikke en Christen (holdende Idealet frit), men jeg kan gjøre aabenbart, at de Andre ere det endnu mindre.
Du Oldtidens ædle Eenfoldige, Du det eneste Menneske, jeg beundrende anerkjender som Tænker. (Øieblikket, SKS 13, 404-405).
Det er måske noget overraskende, at når Kierkegaard vurderer sit livsprojekt kort før sin død, så understreger han, at han ikke regner sig selv som kristen. Selvsikkert påstår han, at ikke en eneste kristen før ham har udført et projekt, der ligner. Kun Sokrates, en hedning og filosof, har haft en lignende opgave.
Men hvorfor påstår Kierkegaard, der på dette tidspunkt forstår hele sit anliggende inden for kristendommens rammer, at han kun kan sammenlignes med Sokrates? Hvorfor ikke hellere benævne sig kristen kætter, mystiker eller martyr? For at nærme sig et svar til sådanne spørgsmål må vi se nærmere på Kierkegaards særegne fortolkning af den historiske Sokrates. Det bedste udgangspunkt for denne undersøgelse finder man i den modsatte ende af Kierkegaards forfatterskab, i et af hans allerførste værker, nemlig hans magisterafhandling ved Københavns Universitet, Om Begrebet Ironi, med stadigt Hensyn til Socrates.
Femten år inden han beskriver sig selv som en moderne Sokrates, forsvarer Kierkegaard en afhandling om Sokrates i universitetets hovedbygning på den anden side af Frue Plads.
