7: .. Efterskrift B

Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift

Til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift,

Existentielt Indlæg.

af JOHANNES CLIMACUS

Udgiven af S. Kierkegaard

”At ville forsøge mig som Forfatter”

Det er vel nu en fire Aar siden, at jeg fik det Indfald at ville forsøge mig som Forfatter. Jeg husker det ganske tydeligt, det var en Søndag, ganske rigtigt, ja det var en Søndag-Eftermiddag, jeg sad som sædvanlig ude hos Conditoren i Frederiksberg Have, hiin vidunderlige Have, der for Barnet var Trylleriets Land, hvor Kongen boede med Dronningen, hiin deilige Have, der for Ynglingen var den lykkelige Adspredelse i Folkets glade Lystighed; hiin venlige Have, hvor der nu for den Ældre er saa hjemligt i veemodig Opløftelse over Verden og hvad Verdens er, hvor selv Kongeværdighedens misundte Herlighed er hvad den jo er derude, en Dronnings Erindring af sin afdøde Herre; der sad jeg, som sædvanlig og røg min Cigar. Destoværre er dette den eneste Lighed jeg har kunnet udfinde mellem min Smule philosophiske Stræbens Begynden, og hiin poetiske Helts mirakuløse Begyndelse: at det var paa et offentligt Sted. Ellers er Ligheden slet ingen, og skjøndt Forfatter af »Smulerne« er jeg saa ubetydelig, at jeg staaer udenfor Literaturen; end ikke Subscriptions-Plans Litteraturen har jeg forøget eller kan med Sandhed siges i den at indtage en betydningsfuld Plads.

Jeg havde en halv Snees Aar været Student; skjøndt aldrig doven, var dog al min Virksomhed kun som en glimrende Uvirksomhed, en Art Beskjæftigelse, for hvilken jeg endnu har en stor Forkjerlighed, og i Forhold til hvilken jeg maaskee endog har lidt Genialitet. Jeg læste Meget, tilbragte det Øvrige af Dagen med at drive og tænke, eller med at tænke og drive, men derved blev det ogsaa; den produktive Spire i mig gik med til daglig Brug, fortæredes i sin første Grønnen. En uforklarlig Overtalelsens Magt holdt mig bestandigt lige stærkt og lige snildt tilbage, fængslet ved dens Overtalelse. Denne Magt var min Indolents; den er ikke som Elskovens heftige Higen eller som Begeistringens stærke Tilskyndelse, den er snarere som en Hustru, der holder En tilbage, og hos hvem man har det meget godt, saa godt, at det aldrig falder En ind at ville gifte sig; og saa meget er ogsaa vist, skjøndt jeg ellers ikke er ukjendt med Livets Beqvemmeligheder, af alle Beqvemmeligheder er Indolents den allerbeqvemmeste.

Saa sad jeg da der og røg min Cigar, indtil jeg henfaldt i Tanker. Blandt andre erindrer jeg disse: Du gaaer nu, sagde jeg til mig selv, og bliver et gammelt Menneske, uden at være Noget og uden egentligen at foretage Dig Noget. Overalt derimod hvor Du seer Dig om i Literaturen eller i Livet, seer Du de Feiredes Navne og Skikkelser, de dyrebare og med Acclamation hilsede Mennesker fremtrædende eller omtalte, de mange Tidens Velgjørere, der vide at gavne Menneskeheden ved at gjøre Livet lettere og lettere, Nogle ved Jernbaner, Andre ved Omnibusser og Dampskibe, Andre ved Telegrapheringer, Andre ved letfattelige Oversigter og korte Meddelelser af alt Videværdigt, og endeligen de sande Tidens Velgjørere, ved at gjøre Aands-Existentsen i Kraft af Tanke syste|matisk lettere og lettere og dog betydningsfuldere og betydningsfuldere: hvad gjør Du? Her afbrødes min Selvbetragtning, thi Cigaren var udrøget, og der maatte tændes en ny. Saa røg jeg igjen, og da farer pludseligen denne Tanke gjennem min Sjæl: Du maa gjøre Noget, men da det for Dine indskrænkede Evner vil være umuligt at gjøre Noget lettere end det er blevet, saa maa Du med samme menneskekjærlige Begeistring som de Andre paatage Dig at gjøre Noget sværere. Dette Indfald behagede mig overordentligt, det smigrede mig tillige med at jeg trods Nogen vilde ved min Stræben blive elsket og agtet af hele Menigheden. Naar nemlig Alle forene sig om paa alle Maader at gjøre Alt lettere, saa bliver der kun een Fare mulig, den nemlig, at Letheden blev saa stor, at den blev altfor let; saa bliver der kun eet Savn tilbage, om end endnu ikke følt, naar man vil savne Vanskeligheden. Af Kjerlighed til Menneskeheden, af Fortvivlelse over min forlegne Stilling, ved Intet at have udrettet og ved Intet at kunne gjøre lettere end det er gjort, af sand Interesse for dem, som gjøre Alt let, fattede jeg da det som min Opgave: overalt at gjøre Vanskeligheder. Det faldt mig tillige besynderligt paa, om jeg dog ikke egentligen havde min Indolents at takke for, at denne Opgave blev min. Thi langt fra som en Alladdin ved et Lykketræf at have fundet den, maa jeg snarere antage, at min Indolents, ved at forhindre mig i betimeligen at gribe til med at gjøre let, har paanødet mig det Eneste, der var blevet tilbage.

Saa stræber da ogsaa jeg hen til det ophøiede Formaal, at blive hilset med Acclamation – med mindre jeg skulde blive udleet, eller maaskee korsfæstet; thi det er vist nok, at enhver der raaber bravo, han raaber ogsaa pereat, item korsfæst, og det endda uden at blive sin Charakteer utro, da han tvertimod væsentligen bliver sig selv tro – qva Udraaber. Men miskjendes end min Stræben, saa er jeg mig dog bevidst, at den er ædel ligesom de Andres. Naar ved et Gjæstebud, hvor Gjæsterne allerede er overfyldte, En er betænkt paa at skaffe flere Retter tilveie, en Anden paa at have et Vomitiv i Beredskab, saa er det jo vel sandt, at kun den Første har opfattet hvad Gjæsternes Fordring er, men mon den Anden dog ikke ogsaa tør sige sig at have betænkt, hvad deres Fordring kunde være?

Fra hiint Øieblik har jeg fundet min Underholdning ved dette Arbeide, jeg mener, Arbeidet har været mig underholdende, Forberedelsens og Selvudviklingens Arbeide, thi Præstationen har hidtil kun været »Smulernes« lille Smule, og ved den har jeg ikke fundet min Underholdning, da jeg har sat Penge til. Dog tør jeg jo heller ikke forlange, at Folk skulde give Penge til for at faae Noget gjort vanskeligt, det er jo at | forøge Vanskeligheden med en ny Vanskelighed, og naar man tager Medicin, pleier man jo snarere at faa en Douceur til. Dette er jeg saa langt fra at misforstaae, at hvis jeg (hvilket jeg som subjektiv Forfatter naturligviis ikke er) blot var objektiv sikker paa min Medicins Tjenlighed, og at denne ikke ene og alene afhang af Maaden, paa hvilken den bruges, saa Brugsmaaden egentligen er Medicinen, saa skulde jeg være den Første, der lovede hver min Læser en raisonnabel Douceur, eller aabnede samtlige mine Læsere, Mænder og Koner, Udsigt til at tage Deel i en Bortlodning af smagfulde Præsenter, for saaledes at indgyde dem Styrke og Mod til at læse mine Piecer. Om da engang De, der gjøre Alt let, skulde indsee, at de i Sandhed have Gavn af min Smule Vanskelighed, at Letheden ikke skal blive som et Blikstille; om de bevægede og rørte ved saaledes at have forstaaet min Stræben, maaskee medieret ind i deres, skulde beslutte dem til underhaanden at understøtte mig med Pengebidrag, da skal disse med Glæde blive modtagne, og lover jeg ubrødelig Taushed, at ikke Menneskeheden, hvem vi i Forening have Gavn og Profit af, skal faae det sande Sammenhæng at vide (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, SKS 7, 170-173).