I Kierkegaards fodspor4: Nytorv 2 og Byretten
En sandhed at leve og dø for
Her står vi ved Kierkegaards barndomshjem. Eller rettere sagt, det sted, hvor Kierkegaards barndomshjem lå. Huset blev nemlig revet ned for at gøre plads til banken i 1908. Måske fordi Kierkegaards forfatterskab på det tidspunkt ikke var særlig kendt i Danmark. Men det var her, i et enkelt pastelfarvet hus, der lå lige op ad Byretten, at Søren Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 som det syvende og sidste barn i den store Kierkegaard-familie.
Sørens far, Michael Kierkegaard, var flyttet til hovedstaden fra Vestjylland som en ung mand for at prøve lykken som erhvervsmand. På relativ kort tid tjente han en formue som ”hosekræmmer” og kunne allerede lade sig pensionere som en rig mand, inden Søren blev født. Det betød, at familiens børn fik en god uddannelse, og at Søren senere kunne forsøge sig som skribent uden at bekymre sig om penge. Men livet var ikke let for den kierkegaardske flok. I sine dagbøger beskriver Søren et tungt familieliv med en streng far, der krævede meget af sine børn. Efter sigende kunne han finde på at drøfte og diskutere eksistentielle emner med sine børn, som om de var voksne, og han indviede dem tit i sine personlige, tungsindige tanker. Faderens religiøsitet var også streng, og om søndagen førte han tit familien først til gudstjenester i folkekirken og derefter til opbyggelsesmøde i den pietistiske brødremenigheds forsamlingssal. Søren afslørede senere i sine dagbøger, at alt det betød, at han aldrig oplevede den lykkelige og sorgløse barndom, som de fleste børn kender, og at han følte sig som en gammel mand allerede som barn.
Og det blev mere vanskeligt, da han som ung mand begyndte sit filosofistudium på universitetet og blev ligesom bidt af den ”giftige” sokratiske tvivl, der gør alt vaklende. Han manglede et dybere engagement i sit studium og en orienterende retning i det hele taget. Da han er 22 år, skriver han:
Jeg troede derfor, at jeg muligen vilde komme mere til Ro ved at gribe et andet Fag, ved at rette mine Kræfter paa et andet Maal. For en Tid vilde det vel og have lykkedes mig at fordrive en vis Uro, men forstærket vilde den vistnok være vendt tilbage som Feberanfaldet efter Nydelsen af koldt Vand. Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre, ikke om hvad jeg skal erkjende, uden forsaavidt en Erkjenden maa gaae forud for enhver Handlen. Det kommer an paa at forstaae min Bestemmelse, at see, hvad Guddommen egenlig vil, at jeg skal gjøre; det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. (Journal AA, SKS 17, 24).
Disse bekymringer blev på ingen måde løst i løbet af Kierkegaards uddannelse. Efter at han havde afsluttet sit studium på universitetet, gik han straks i gang med endnu et forsøg på at forstå den indre uro. Et par år efter at han i Om Begrebet Ironi havde beskrevet de ulykkelige Sokrates’ elskere, der var blevet bidt af den giftige tvivl, udgav han en kæmpe bog, der tager udgangspunkt i just den problematik. Og denne gang var det ikke nødvendigt at behage et bedømmelsesudvalg på universitetet. Han kunne skrive med sin egen stemme og uden påtaget faglig distance. Og denne gang var hovedfigurerne ikke tænkere fra det antikke Grækenland, men splittede moderne mennesker i kongens København.
Denne mærkværdige bog, Enten-Eller, der blev udgivet pseudonymt af Viktor Eremita, er delt op i to bind: Det første indeholder forskellige slags efterladte papirer: små semi-akademiske afhandlinger, strøtanker skrevet på løse lapper såvel som dagbog-optegnelser. De skulle være forfattet af en intelligent og forvirret ung romantiker, der kun er kendt som ”A”. Det andet bind udgøres hovedsageligt af to store breve sendt til ”A”, skrevet af ”A”s alter ego, en slags åndsfælle, der besluttede sig for at få en praktisk uddannelse som jurist og gifte sig og få børn. Han kaldes ”B”, men kendes også som Assessor Wilhelm.
Man forstår hurtigt, at begge hovedfigurer har kunnet mærke den afgrund, der åbner sig, når man på sokratisk vis har mistet troen på alt. Men de to reagerer forskelligt: ”A”, en ung mand, der lider af det samme tungsind, som Kierkegaard selv led under, kommer ikke videre. Han er opslugt af den nihilistiske betydningsløshed, der præger hans verden. Han skriver et sted, at det er umuligt at træffe et valg, hvis man ikke ved, hvad man egentlig vil opnå i livet. Alle valg bliver tilfældige:
Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; ... Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; ... Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; … Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; … Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom. (Enten-Eller, SKS 2, 47-48).
Og han betragter med ironisk kølighed de mennesker, der lever, som om de ved, hvad de skal i livet. Det synes han er latterligt:
Som det efter Sagnet gik Parmeniskus, der i den trophoniske Hule tabte Evnen til at lee, men fik den igjen paa Delos ved Synet af en uformelig Klods, der blev fremstillet som Gudinden Letos Billede, saaledes er det gaaet mig. Da jeg var meget ung, da glemte jeg i den trophoniske Hule at lee, da jeg blev ældre, da jeg slog Øiet op og betragtede Virkeligheden, da kom jeg til at lee og har siden den Tid ikke ophørt dermed. Jeg saae, at det var Livets Betydning at faae et Levebrød, dets Maal at blive Justitsraad, at det var Elskovens rige Lyst at faae en velhavende Pige, at det var Venskabets Salighed at hjælpe hinanden i Pengeforlegenheder; at det var Viisdommen, hvad de Fleste antoge derfor; at det var Begeistring at holde en Tale; at det var Mod at vove at blive mulkteret paa 10 Rbd; at det var Hjertelighed at sige Velbekomme efter et Middagsmaaltid; at det var Gudsfrygt een Gang om Aaret at gaae til Alters. Det saae jeg og jeg loe. (Enten–Eller, SKS 2, 43).
Byretten
Det er anderledes med ”A”s alter ego, ”B” eller ”Assessor Wilhelm”. Kig til venstre, og så ser du Københavns Byret, der i Kierkegaards tid hed ”Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret”. Det er der, assessoren arbejder og har sin daglige gang. Og man fornemmer i de to breve, han skriver til ”A”, at hans job i byretten har givet ham mange muligheder for at overveje berettigelsen af statens love, der afspejler vores kulturelle traditioner, normer, etik og overbevisninger. Han er blevet nødt til at overveje, hvorvidt begreber som godt og ondt er alment gældende. Og det er ikke kun et problem for ham som embedsmand i retten; det er et personligt problem. For han nægter på ingen måde, at ”A” har en pointe, når han griner ad dem, der priser en praktisk og ureflekteret tilgang til livet, og dem, der forsvarer samfundets værdier, som om de var hellige. Men Wilhelm mener, at man ikke skal forvente at finde vejledning til de rigtige valg i samfundets normer. Og til syvende og sidst er det at træffe et valg ikke et filosofisk problem, der skal løses ved at tænke sig frem til universelle etiske retningslinjer. Det er et problem, der skal løses personligt af hvert enkelt menneske. For Wilhelm at se, betyder forskellen på godt og ondt kun noget, når individet tager ejerskab for sit eget valg. Wilhelm skriver:
Naar Du da vil forstaae mig rigtigt, saa kan jeg gjerne sige, at det i at vælge ikke saa meget kommer an paa at vælge det Rigtige, som paa den Energi, den Alvor og Pathos, hvormed man vælger… Selv derfor om et Menneske valgte det Urette, saa vil han dog, netop paa Grund af den Energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det Urette… Hvad er det da jeg adskiller i mit Enten-Eller? Er det Godt og Ondt? Nei, jeg vil kun bringe Dig paa det Punkt, at dette Valg i Sandhed faaer Betydning for Dig. Derom er det at Alt dreier sig. (Enten-Eller, SKS 3, 164).
Det er usikkert, om Wilhelms råd er nok til at hjælpe ”A” til at overvinde den kyniske tomhed, der opstår med den sokratiske refleksion. Men det er et af de bud, vi finder i Kierkegaards tidlige forfatterskab.
