I Kierkegaards fodspor3: Universitetet
Den befriende gift
Her står vi foran Københavns Universitets hovedbygning, der var under opførelse, da Kierkegaard læste på universitet i 1830’erne. Huset skulle genopføres, da den gamle bygning var blevet ødelagt af britiske styrker under bombardementet i 1807. Det nye hus var lige blevet taget i brug, da Søren Kierkegaard her fik lov til i 1841 at forsvare sin ”magister”-afhandling, Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates.
Da manuskriptet lå færdigt, udgjorde det mere end 800 håndskrevne sider, hvilket var langt mere end de fleste afhandlinger. Alene omfanget af afhandlingen var nok til at irritere de seks medlemmer af bedømmelsesudvalget, der var forpligtet til at læse den, men da de gik i gang med at læse, stødte de på andre ubehagligheder. Kierkegaards afhandling var ikke blot et studium af ironi, men den var også et studium i ironi. Mest provokerende var den ironiske, uvidenskabelige stil: En læser skriver, at ”fremstillingen lider af en selvbehaglig Jagen efter det Piqvante og Vittige, der ikke saa sjelden slaar over i det reentud Plat-Smagløse”, en anden, at ”adskillelige Udskeielser i den sarkastiske og raillerende Stilart burde borttages, som upassende i et akademisk skrift” og en tredje, at afhandlingen ”gjør et overveiende ubehageliget indtryk på mig, især ved to Ting, som jeg begge hader, nemlig Vidtløftighed og Kunstlerie”. Men indholdet var også glimrende. Kierkegaards offentlige forsvar, der foregik på latin i en af salene her, varede ikke mindre en 7½ time, og derefter kunne komiteen skrive, at ”den Dygtighed og dialektiske Færdighed, hvoraf Candidat Kierkegaards Afhandling bærer saa mange Præg, fremlyste ogsaa af hans Forsvar for den”, og han blev tildelt magistergrad i oktober 1841.
Som antydet i titlen handler Kierkegaards afhandling om ironien, særlig sokratisk ironi. Men den Sokrates-figur, der opstår i afhandlingen, er ikke den, man ellers straks genkender fra Platons skrifter, der ofte udstråler en livsvisdom og en pædagogisk bekymring for sine disciple. Kierkegaards Sokrates er nemlig totalt uvidende om det gode liv og har heller ingen visdom at lære sine disciple. Sokrates er ikke ironisk og indirekte i sine samtaler, fordi han skjuler den visdom, som han vil hjælpe andre til at finde. Tværtimod. Kierkegaards Sokrates kan slet ikke hjælpe dem hen imod visdom og kan ikke andet end at påpege, at de heller ikke er vise, og at de heller ikke ved, hvad det gode liv skulle være. Sokrates kan kun hjælpe med at fjerne indbildninger, men han kan ikke erstatte tabet med noget tilfredsstillende.
Ifølge Kierkegaard betyder det, at det ikke var særlig behageligt at være en af Sokrates’ disciple. De var imponerede over hans evne til at forvirre de såkaldte vismænd i Athen, og de var tiltrukket af ham, fordi de troede, han kunne hjælpe dem med at løse livets gåder. Men det kunne han ikke. Det endte med tvivl og fortvivlelse for disciplene, fordi de mistede troen på alt, hvad de hidtil havde haft tillid til. De mistede det sorgløse og lykkelige liv, de ellers havde glædet sig over. Sokrates’ ironi var som en slags gift og Sokrates en slags vampyr. Kierkegaard beskriver disciplens skæbne:
Han er som bidt af en Slange, ja han er bidt af noget Smerteligere og paa det smerteligste Sted, nemlig i Hjertet eller i Sjælen… Men som [ironien] saaledes har noget Afskrækkende ved sig, har den ligesaa vist noget overordentligt Forførerisk og Fortryllende. Det Formummede og Hemmelighedsfulde, den har ved sig, den telegraphiske Communication, den aabner… Forstaaelsens flygtige men ubeskrivelige Nu, der fortrænges øieblikkelig af Misforstaaelsens Angst, – alt dette fængsler med uopløselige Baand. I det derfor Individet i første Øieblik føler sig frigjort og udvidet ved Ironikerens Berøring, idet han aabner sig for dette Individ, er det i næste Øieblik i hans Magt…Og saaledes har nu i al Stilhed den Sygdom udviklet sig i Individet…og lader Individet befinde sig bedst, naar det er sin Opløsning nærmest. Ironikeren er den Vampyr, der har udsuget Blodet af den Elskende, og som derunder har tilviftet ham Kjølighed, har dysset ham i Søvn og piint ham med urolige Drømme (Om Begrebet Ironie, SKS 1, 109-110).
Men hvorfor var denne vampyriske Sokrates Kierkegaards store forbillede og helt? Det er, fordi denne smertefulde gift også var en gave. Det var en frigørelse. Disciplen var nu stillet helt fri – befriet fra indbildninger og underkastelse til nedarvede traditioner, normer, vaner, lærere, love, etc. For Kierkegaard at se var den, der havde mistet troen på alt, den eneste, der egentlig var i stand til selv at søge visdom og selv at påtage sig ansvaret for sit eget liv. Han var den eneste, der var i stand til at ”kende sig selv”. Kierkegaard skriver:
Man pleier ellers ogsaa for at betegne Socrates' Standpunkt at erindre om de bekjendte Ord: [kend dig selv]. …. [og for ham betyder] Ordet ”kjend dig selv”: adskil dig selv fra Andet…. [H]ans Livs Opgave og Interesse var at gjøre det gjeldende, ikke [teoretisk], men practisk mod hvert enkelt Menneske. Han anbragte derfor Individerne under sin dialectiske Luftpompe, berøvede dem den atmosphæriske Luft, de vare vante til at aande i, og lod dem staae. (Om Begrebet Ironie, SKS 1, 224-225).
Det er denne befriende Sokrates-figur, der er Kierkegaards forbillede. Når han skriver, at hans ”opgave er en Sokratisk opgave”, er det, fordi han forstår sin egen opgave som en befriende opgave. Han kan ikke give andre sandheden eller visdommen, men han kan hjælpe dem til at stå alene og hjælpe dem til at indse, at det, de dovent og autoritetstro havde forstået som det gode liv, er en indbildning.
